Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandstur. II. Ankomsten til Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
— Af mere bekjendte skandinaver opholdt sig det aar ikke
mange i Rom. Foruden hr. Bille husker jeg kun forfatterinden
fru Marie Colban.
Da fru Colban, fru Colletts veninde og jevnaldrende, i sin tid
har spillet en rolle, vil det ikke være afveien her med et par
linjer at opfriske erindringen om hende.
Hun kunde dengang være en 60 aar. Det var en fin, mager,
elegant dame af middelhøide, med et fremmedartet udseende. Med
sin gulbrune hud, sine merkelig sorte øine og det glatte sorte haar
lignede hun ikke lidet en sydlænderinde — eller en af vore
hjemlige tatersker. Man sagde ogsaa, at der var taterblod i hendes
aarer ligesom der i Jonas Lies er finneblod.
Hendes ansigt var mere interessant end smukt, udtrykket var
indtagende, baade fint og klogt. Over hendes væsen var en
til-kjæmpet ro, der dækkede over et oprindelig meget lidenskabeligt
sind. I regelen gik hun klædt i silke- og fløilskjoler af et
gammeldags snit og var ikke utilbøielig til at føre konversationen paa
fransk. Hun havde i det hele en svaghed for den fornemme
verden, men hun tilhørte den jo ogsaa paa en vis, da hun fremfor
sine landsmandinder havde havt anledning til at bevæge sig i den.
At holde en saakaldt „salon" var ogsaa en af hendes glæder.
Hendes gang var lydløs og glidende, hendes bevægelser bløde
og gratiøse, hendes stemme sagte og diskret.
En skarp iagttager vilde opdage, at hun havde to sprog, et
naturligt og et tillært. I almindelighed talte hun et slebent,
dialektfrit norsk, som hun vistnok ikke uden møie havde konstrueret
sig — men naar hun pludselig overraskedes, i et anfald af glæde
eller forskrækkelse, gik naturen over optugtelsen, og hendes
sindsbevægelse brød da ud i en sterk østlandsdialekt, der straks, røbede,
hvilken by i Norge hun var opvokset i.
Med en stor hjertensgodhed forbandt hun en ikke ringe
affektation som de fleste af hin tids fine damer, hvis ungdomsaar faldt
i romantikens glansperiode. Selv min kjære fru Heiberg var ikke
helt fri derfor . . . Men denne art af affektation har jeg altid
fundet temmelig uskyldig, den har saa langt fra at støde, for mig
snarere havt noget Tørende ved sig.
Alle disse gamle æstetiske damer bar nemlig i sin sjæl et høit
skønhedsideal, og i deres bestræbelser for at forme en gjenstridig
virkelighed efter dette kom der let noget kunstlet og høistemt i
deres væsen.
Fru Colban havde saaledes en tilbøielighed til at omskrive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
