Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandstur. II. Ankomsten til Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
og kauseur — et andet er at være digter. Fru Colbans spæde,
begrænsede talent slog her ikke til. Hendes romaner, der i sin
tid vakte en vis opsigt, er delvis allerede nu glemte. De var uden
den personligbedens myndighed, der overbeviser, uden dybere
litterær værdi og dertil forfattede i en reaktionær aand — i denne
henseende saa aldeles ulig hendes store samtidige fru Collett.
Da jeg første gang hilste paa fru Colban, overraskedes jeg
ved at se, hvor enkelt hendes romerske hjem var_ Hun boede i
hjørnehuset tilhøire ved opgangen til den spanske trappe og havde
kun ét værelse, der i tarvelighed rivaliserede med mit eget. En
stor seng faldt straks i øinene.
Fru Colban likte heller ikke, at man besøgte hende, det vil
sige om dagen. I regelen negtede hun sig hjemme. Da vinteren
kan være ret kold i Rom, og det havde sine vanskeligheder at faa
værelset opvarmet, sad hun gjerne og skrev i sengen, med et bret
foran sig istedetfor pult, fra tidlig om morgenen lige til kl. 5.
Hun var arbeidsomheden og energien selv, under hendes stille
blidhed skjulte sig en forbausende viljekraft. Og i pengesager var
hun et mønster — ikke mindst for unge, usolide kunstnere. Hun
vilde aldrig laane, selv om hun var i forlegenhed, jeg tror, hun
sultede heller eller satte sig paa halv kost. Hvorledes hun med sin
lille enkepension og de smaa, tilfældige honorarer kom ud af det
hernede i Rom, var en gaade for mange. Hun klagede aldrig —
hun delte med os andre sine glæder og beholdt sine skuffelser og
sorger for sig selv.
Om aftenen derimod var man hjertelig velkommen lios hende,
— da holdt hun sin „salon" — og da var ikke værelset eller fru
Colban til at kjende igjen. I luften laa spor af røgelse eller
parfume, sengen var som forsvundet inde i skyggen, gardinerne var
rullet ned, lampen med den rosenrøde skjærm tændt, og paa
bordet, der var prydet med friske blomster, stod dampende te, som
vor elskværdige vertinde — der ligesom var blevet yngre og
skjønnere — tillavede med sin egen haand.
Saaledes formaar en fin og god kvinde ved ringe midler at
skabe et hyggeligt hjem og gjøre det hyggeligt for andre. Vi
skandinaver trivedes godt hos fru Colban. Og passiaren gik aldrig
istaa. Fru Colban forstod at underholde og fængsle, uagtet hendes
konversation var uden dybde og uden originale tanker. Den var
behagelig let og brusende som skummet af champagne — paa sin
vis egte fransk — og først og fremst var den fuld af takt, en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
