Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maximilian Harden: Gladdy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
blodig haan, Labouchere sagde engang, at man maatte vogte sig for
at spille kort med ham, fordi man aldrig kunde være sikker paa, om han
ikke i det afgjørende øieblik vilde trække en i forveien behændig skjult
konge eller et andet herrekort frem af frakkeærmet; og den af tilbederne
udbredte meddelelse, at the great old man kunde tale 11500 ord i en
halv time, har givet anledning til utallige vittigheder. Men naar den
hemmelig forhaanede optraadte paa talerstolen i korrekt, sort
klædning, og paa de store dage med en blomst i knaphullet, naar hans
aldrig trætte stemme klang udover massen, naar de smukke
gentle-mansmanerer og dramatiske gebærder fik øve sin virkning, da
forstummede som ved et trylleslag al spot, tilhørerne hang ved talerens
læber, — og suggestionen sikrede ogsaa de trykte ord sin virkning
omkring i landet. Alle havde jo mindst én gang hørt „folkets
William" og kunde under læsningen supplere de pauvre ord, om hvilke
tilhørerne rundt omkring berettede, at nu havde han atter været
vidunderlig. — — — Den. som stedse viser mængden, at han med
omhu har smykket sig for den, kan altid haabe at falde i dens smag.
Paa denne tilskuernes smigrede selvfølelse beror ogsaa for en
væsentlig del den lykke, en skuespiller gjør. Selv naar den spillende
ikke særlig behager ham, ja endog synes at forfeile sin rolle, saa
siger dog tilskueren, naar han saaledes kildres paa det rette sted:
„Jaja, den mand gjør sig dog igrunden saamegen umage bare for at
behage mig, og det fortjener anerkjendelse, selv om han kanske idag
ikke netop spiller saa godt som ellers." Gladstones retoriske seire
minder om saadan skuespillerlykke. Hvad han sagde, var næsten aldrig
betydeligt, og var, selv naar det klang betydeligt, sikkert ikke vokset
i hans egen aand. Han spillede med uovertræffelig virtuositet
lidenskabens storm og hvirvelvind og bevarede selv under den
tilsyneladende mest ubetingede hengivelse den sjælero, som formaar at beregne
de skiftende stemninger hos sit publikum; han kunde fløite og spille,
smigre og true, men forblev altid i sit indre kjølig nok til at iagttage
virkningen. Det var, som han havde indstuderet en rolle og var vis
paa de rammende ord og de rørende effekter og alligevel var istand
til naarsomhelst at bremse, naar tilhørerne ikke længer vilde følge.
Saa stor var magten i hans velklingende stemme, de livlige gestus,
det udtryksfulde minespil, at man neppe ænsede indholdet af
foredraget og først efter forestillingens slutning kom til det ikke uvigtige
spørgsmaal, hvad det egentlig var, taleren havde sagt. Og det var
da ikke ganske let at fastslaa; denne bibelforskers tale var ikke ja,
ja og nei, nei, hans kunst bestod fornemmelig i at skuffe tilhøreren
om talens retning, omhyggelig at indvikle sine hensigter i vat, sagte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
