Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maximilian Harden: Gladdy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
at indlulle tænkekraften ved fraseflommens monotone sus og fidt efter
lidt i hjernerne at frembringe et kunstigt tusmørke, i hvis dobbeltlys
enhver troede at se sin egen aandsflamme blinke. Hvem bryder sig
•om, hvorvidt det af skuespilleren fremstillede menneske har
objektiv ret eller uret? Naar han spilles virkningsfuldt og har
effektfulde sortier, vinder selv den ryggesløseste skurk, selv den mest
idiotiske taabe publikums bifald. Gladstone kunde om Parnell og hans
irske venner først sige, at de ved rov og mord vilde foraarsage rigets
sønderlemmelse, og et par aar derefter staa ved deres side og kjæmpe
for eget irsk parlament i Dublin og den grønne øs autonomi; han
kunde lade Alexandria bombardere og ved en af de frækkeste
volds-gjerninger, som nogensinde har været vovet i den moderne historie,
erobre Ægypten for det britiske rige, — og alligevel med moralsk
indignation og den høieste patos tordne mod de bulgariske og
armeniske rædsler; og selv midt i de mest skrigende modsigelser
svigtede ikke virkningen paa publikum ham; ti han udtalte altid, hvad
der netop var velkommen for mængdens skiftende interesser, og
udtalte det netop saaledes, som mængden ønskede at høre det; mængden,
som ifølge Schopenhauers evig sande klage, altid heller lytter til den
mest høirøstede end til den klogeste. Det vilde være ubilligt at
kalde ham en beregnende hykler; han overtalte sig selv, før han
overtalte andre og havde maaske i enhver time af sit lange liv den
trøstende bevidsthed at handle og endog at tale som en ærlig mand. Han
havde netop et skuespillertemperament, han følte som den feirede
stjerne, som altid ønsker at staa i scenens midtpunkt og sige vægtige
ord, og som tilslut imdbilder sig, at stykket udsættes for den største
fare, dersom han en stund dømmes til taushed bag kulisserne.
Gladstone var ærgjerrig i ædel og stor stil: han stræbte ikke efter titler
og ordener, det gjaldt ikke for ham om magtens skin, men om
anledning til at virke, og man maa tro, at han i sit inderste var
overbevist om, at kun han, blandt alle ørigets beboere han alene, af
forsynet var kaldet til at føre Britannien til berømmelse og storhed. Og
dette maal, som ikke bare syntes ham et maal for personlig
ærgjerrighed, ofrede han uden betænkning villig alt: sin overbevisning
om det forgangne og fremtidens ro og sikkerhed; for at komme i
spidsen for regjeringen var han beredt til idag at tilbede, hvad han
igaar havde forbandet, og til idag at forbande, hvad han igaar havde
tilbedt. Det var ham kun a neiv departure, en ny tilsats, en ny
rolle, som han havde at spille med glans under parterrets bifaldsbrøl
— — — Lykken har ofte fulgt den skrupelløse; endnu paa baaren
hilsedes den store tragediant af en verdens ærefrygtfulde beundring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
