Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig Müller: Kvartalsdrankeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
Jeg gaar imidlertid videre. Tordenveir liar altid paa en vis maade
virket behageligt paa mig, og desuden er det næsten som en slags
oplevelse efter ugers stillestaaende liv. Jeg styrer mine skridt hen
til den store dam. Idet jeg er naaet frem til vandet, kommer der
et umaadelig kraftigt lyn, der fyger gnister over veien, og mens jeg
uvilkaarlig bøier hovedet under det umaadelige brag og bulder, som
styrter sig over mig, føler jeg mig sikker paa i næste nu at blive
rammet af lynet. Greben af en heftig skræk løber jeg en 10—12:
skridt rent planløst videre langs vandet, men tager mig med éngang
sammen, vender om og gaar hurtigt og nervøst til byen.
Tordenveiret er allerede et godt stykke forbi mig, men til
gjengjæld er regnen begyndt at øse ned, saa jeg opgiver at gaa direkte
hjem.
Jeg skynder mig derfor hen til en kafé, som jeg ved ligger
lige i nærheden. Da jeg træder ind, er der ingen andre gjester end
en ung mand, der sidder lige ved skjænken. Jeg lægger uvilkaarlig
merke til ham, fordi han sidder med en flaske wisky, noget jeg ikke
har seet, siden jeg forlod Norge. Der er desuden noget ved ham,
som virker sympatisk paa mig, og mens jeg venter paa den te, jeg
har bestilt mig, betragter jeg ham i al stilhed. Det er et vakkert
ungt menneske med spidsskjæg og opadstrøgne mustacher, og uagtet
hans klæder er temmelig vaade, ser han dog meget soigneret ud.
Øinene har et mat, drømmende, men elskværdigt udtryk, og
hans hænder er fine og smaa.
Pludselig falder hans øine paa mig, idet han skal føre glasset
til munden. Et øieblik ser han alvorlig paa mig, sætter glasset fra
sig uden at drikke, sukker og ser ud til at betænke sig. Saa vinker
han opvarteren hen, bestiller en kop kaffe og ligesom for at bringe
mig fra at lægge merke til hans pludselige lune, vender han sig til
mig og begynder at tale om det ualmindelige tordenveir, mens han
viser mig, hvor vaad han er.
Imidlertid er jeg i det stykke hans overmand, hvad han beklagende
indrømmer.
Samtalen mellem os er snart i fuld gang, og vi bliver siddende,
lige til kaféen stænges. Han fortæller mig, at han agter at benytte
byens bad i en maaneds tid, og jeg bestemmer mig til alligevel at
fortsætte kuren de fjorten dage, som er igjen.
Nu er vi sammen uafbrudt i 8 dage. Der foregaar intet af
betydning, men jeg kjeder mig heller ikke. Vi befinder os vel i
hverandres selskab — vi kan snakke sammen, hvis vi har lyst — og vi
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
