Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig Müller: Kvartalsdrankeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
kan ogsaa sidde og dampe paa vore cigarer uden at sige et ord.
Lige fra først al har jeg følelsen af, at han er en gammel, god ven,
for hvem jeg ikke behøver at genere mig.
Ivun har jeg sat mig i hovedet, at han ikke ynder at tale om
sine egne anliggender.
Meget mulig er dette bare en fiks ide. Han fortalte mig nemlig
forleden dag, at han var gift.
Det gik til paa den maade, at der en dag kom en vakker, blond
dame forbi vort bord. Han pegte paa hende og sagde: „Hun ligner
meget min kone." Idet samme blev han rød og skyndte sig at sige:
„Det har forresten ingen interesse for Dem. De faar hende vel heller
aldrig at se." Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulde svare til dette,
og vi sad en stund sammen uden at tale.
Pludselig smilte han med sit elskværdige, næsten barnlige smil:
„Min kone og jeg lever meget godt sammen. Med en liden smule
overdrivelse har vi kun en gang været uvenner. Det var paa en
reise, vi foretog os, straks efter at vi var gifte.
En aftenstund, vi sad alene paa hotelværelset, kom hun hen til
mig og hviskede mig noget i øret. Jeg blev meget henrykt, omfavnede
og kyssede hende, og en lang stund snakkede vi kun om barnetøi og
opdragelse. Men da vi kom til guttens navn, opstod der en uenigbed,
som fik sit udslag i en ret heftig strid med bitre bebreidelser fra
begge sider.
Da kampen var ved at dø hen, faldt der mig pludselig noget
ind : „Sæt det bliver en pige !" Og vi var midt oppe i det igjen." —
Nu gaar der to dage, i hvilke jeg ikke ser noget til ham. Paa
hotellet, hvor han bor, faar jeg den besked, at han mod sedvane er
kommen sent hjem de sidste aftener og er gaaet ud ved 11 tiden
uden at spise frokost.
Den tredje aften efter hans forsvinden gaar jeg hjemover fra den
kjedelige dam. Tilfældigvis kommer jeg forbi den lille kneipe, hvor
jeg første gang havde truffet min kamerat, og da jeg hører latter og
lystighed indenfor de nedrullede gardiner, gaar jeg ind i haab om
moro. Men i det jeg aabner døren, bliver jeg uvilkaarlig staaende som
forstenet: Midt paj gulvet, omgiven .af en flok tildels berusede og
skraalende personer, ser jeg min fine, stilfærdige ven opføre en slags
vild dans.
Hans ellers sirlige paaklæclning er i uorden, skjorten halvt revet
op af vesten, mansjetterne • trukne op over læggen udenpaa
benklæderne, og sveden silende nedover ansigtet. Øinene gnistrer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
