Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ad. van Bever: Fransk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
Os kan det iøvrigt være ligegyldigt, at Bilitis ikke har levet, da
digterens fantasi har magtet ikke blot at skabe hende fuldt levende og;
lade os skjælve ved hendes efemere liv, men endogsaa at afsløre
os hendes verker, hendes uforlignelige verker. Disse hundrede og
otti digte falder i tre afdelinger: I Bucoliques en Pamphylie. II
Elegies a Mytiléne. III Epigrammes dans Vile de Chypre. — De
er skrevet med pietetsfuld omhu, og mange af dem — om ikke
alle-— er præget af den reneste græske aand. Jeg citerer en ganske kort
sang, hvis tema ikke er ubekjendt:
„ Quand il est revenu je me suis caché la figure avec les deux
mains. 11 m’a dit: Ne crains rien. Qui a vu notre baiser? Qui
nous a vus? la nuit et la lune.
Et les étoiles et la premiere aube. La lune s’est mirée au lac
et Va dit a V eau sous les saules. TJ eau du lac Va dit cl la r ame.
Et la r ame Va dit a la barque et la barque l’a dit au pecheur„
Hélcis! helas! si c’était tout. Mais le pecheur Va dit a une femme.
Le pecheur Va clit a une femme: mon pére et rna mere et
mes-soeurs, et toute la Hellas le saura.1’
Snart simpelt fortællende, snart elegiske ender disse sange i en
dødsangstens hymne. Bogen begynder med Bilitis’ barndom og
ender-smertefuldt med hendes død. De sidste linjer er tre epitafer:
Bilitis’ grav.
Og naar vi lukker bogen, gribes vi af en snigende melankoli, en
graa taage lægger sig over vor sjæl; natten falder over skovene og
over bjergene, den tætte, mystiske høstnat, og i tusmørkets sluknende
lys synes at vandre smaa sjæle, prinsessesjæle, eller snarere
hetæresjæle, ømme kvinders sjæle.
Trå Pierre Louijs’s digtede drømme i Bilitis’ sange gaar vi over
til den haarde, bitre virkelighed i Paterne Berrichon’s: La vie
de Jean Arthur Rimbaud*).
Arthur Rimbauds navn er paa det nøieste knyttet til Paul
Vér-laines, saa det er vanskelig at tale om den ene uden at tænke paa
den anden. Begge var de forfulgte af den samme ulykkelige skjæbne,
og man ved ikke, hvad man mest skal beklage, den enes trøstesløse
fattigdom eller den andens uhjælpelige vanskjæbne. Da de skiltes fra
hinanden efter et drama, som fik en retslig afslutning i Belgien,
grebes Rimbaud af en pludselig lyst til handling, som er temmelig
sjelden hos en digter. Han hengav sig til sin digteriske fantasi og tænkte
nu kun paa at udføre i virkeligheden, hvad hans hjerne var istand
til at forespeile ham.
Det er i en nøgtern og kort fremstilling, bygget paa
autobigra-fiske aktstykker, at Berrichon søger at skildre os dette eiendommelige
digterliv, som er rigere paa merkelige begivenheder end nogen roman,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
