Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Olaf Isaachsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
med varm Kjærlighed og Taknemmelighed. Det var ikke hans
Realisme, der tiltalte mig, men den dybe poetiske Mystik i Farven og
Tonen, der viser nær Slægtskab med de gamle Spaniere."
Hvor fornemt og personlig mandig Isaachsen tilegned sig denne
side af Courbets kunst, det gjemmer vort Nationalgalleri en prøve paa
i hans interiør av et stabur i Sætersdalen, det har noget av den
dype glans i en dunkelt lysende ædelsten, og er dog helt igjennem
saa egte og saa ærligt. — —
Efter hans død i . . . . sendte en av hans tre sønner
hovedmassen av hans efterladte studier, tegninger og skisser ind til
Nationalgalleriet til frit utvalg. Blandt det som blev valgt til
samlingen, fandtes foruten staburinteriøret fra Sætersdalen mellem flere andre
ting ogsaa en studie av fiolette syrener, opfattet i djerv
skjønhets-sans med en lysklarhet og en uforfalsket farvekraft, som var ukjendt i den
tysk-skandinaviske malerkunst før gjennembruddet i 70, 80aarene.
Yi saa bedst av hans efterlatte arbeider for en omfattende og
alsidig og interesseret aand han hadde vært. Alt hvad han hadde
møtt paa sin vei fra Sætersdalens fjeldbygder med sin bondekultur til
Italiens landskaper og kunstverker, hadde han opfattet i malerisk sans.
Og over hans skisser — ogsaa av poetiske og religiøse emner — var
der mangen gang et stort grep, som tyded paa magt ogsaa i hans
fantasiliv. Men det var som grundvolden i hans kunstneriske utvikling
ikke var lagt sikker fra først av, det var saa meget famlende og halvt.
Det saa ut til at Sætersdalen i høi grad hadde fængslet hans
interesse baade ved sin natur og ved sine kulturminder. Vi hadde
ikke noget folkemuseum endda den gang: mellem hans skisser vilde
det vært en vakker høst af interessante blade.
Ved vort samvær loved Isaachsen at sende mig en skildring av
Courbet og livet paa hans atelier; denne vilde interessert i al fald
mig personlig ulike mer end skildringen av Couture og hans elevatelier,
som han først nedskrev. Da han sendte mig manuskriptet i januar 87,
gjentok ban sit løfte: „Næste Gang skal jeg sende mine Notiser om
Courbet." Han døde, inden han fik opfyldt det.
Det var vel saa, at Isaachsens forhold til haus anden franske
lærer Couture var mere inderligt og personligt, frem for alt minderne
fra samværet ujed ham mere straalende, siden han først tok fat paa
denne skisse. I Isaachsens egen kunst er det frem for alt C o ur bets
indflydelse vi sporer.
Hans beundring for den første som kunstner og lærer synes ikke
at ha kjendt grænse: „Min Mester Couture — en Mester av første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
