Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Anathon Aall: Grundtræk af filosofien i vor tid - III. Det ethiske verdensanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426*
udtryksfuldhed, alt saadant betegner idealer for et fuldt
menneskeligt liv. Og disse æsthetiske idealer har ligeoverfor de moralske
en selvstændighed som ikke maa oversees, en eiendommelighed som
ikke vil krænkes. Det fortjener at drages til minde ligeoverfor
enhver envis anmasselse, at det menneskelige liv ogsaa i det
æsthetiske erkj ender en af sine ytringsformer, og at enhver
ytringsform af livet har sin frihed, sit fredlyste felt, sin ret; altsaa ogsaa
æsthetiken ligeoverfor moralen. Med at være moralsk er ikke alt
gjort. Det moralske menneske vil være forklaret af en vis
æsthe-tisk kultur for at komme den fuldkommenhed nær, vi drømmer
om. Der er en vis moralistisk lidenskab som krænker vor
menneskelige følelse. Det maa forundre hvor tidt dette i theori bliver
overseet, som praktisk dog er saa følbart. Jeg vil ved et exempel
søge at forklare nærmere hvad jeg sigter til. Vi har alle liørt
historien om Georg Washington som havde fældt træer i sin faders
have og tilstod det. Denne fortælling om den lille sandfærdige
G-eorg har trods al sin fortræffelighed en liden hage. Det var
tappert gjort af gutten, at han tilstod. Forsaavidt maa vor sympathi
vækkes for ham, om jeg end ikke skal negte at et barnesind som
vilde havt sky for at lægge haand paa naturens liv virker mere
tiltrækkende. Imidlertid han har mod, som holder maal med
udaaden . . . Det er altid kjækt . . . Men han kunde gjerne
sprunget over indledningen: Fader jeg kan ikke lyve. Vi tiltales
ikke rigtig af et gemyt, som er saa parat til at reflektere over sin
egen principsterke fortræffelighed. Der ligger i denne vor
umiddelbart følte lille protest et instinkt af meget ædel bygning. Og
det vidner høit om, at ogsaa denne æsthetiske sans har sin visse
suverænitet. I virkeligheden kan denne suverænitet være temmelig
virkningsfuld: Tilfredsheden ved det plastiske, det dramatiske kan
være saa udpræget, at den rent menneskelige følelse ligesom
momentvis sætter sig udover den moralske reflexion, der vilde føre et
ganske andet sprog. Heri feirer just den menneskelige frihed en
af sine fineste triumfer. Man kan ikke andet end give sit æsthetiske
bifald til cle af Moliére skildrede fiffige fruer, som ved sin
troløshed hedder sine gamle ægtemænd for nar. Det snurrige er, at
vi er paa det rene med, at det er galt, baade at de unge fruer er
troløs og ... at vi kan le ad det. Andre exempler giver
historien. Man tænke paa Alkibiades; han er jo en fædrelandsforræder.
Men han er det i stor stil og har holdning under alt. Hvem kan
læse om ham uden at føie sig æsthetisk behagelig berørt af ham.
Forat gaa ind paa en ting, eier er blevet aktuelt i den norske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
