Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Tolstoj og kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
437*
Vi kan akceptere hans definition af kunsten. Den er et organ,
hvorigjennem mennesket paanyt fremkalder hos sig følelser, som
det har havt, idet det ved ord. farver, toner etc. overflytter disse
følelser til andre mennesker i samtid og efterverden. Den er et
slags foreningsbaand, noget, som binder individerne til hverandre,
en nødvendig faktor i menneskehedens udvikling. Den bliver med
andre ord ikke sit eget maal. Den er et middel i fremskridtets
og kulturens tjeneste. Kulturens opgave er derfor ogsaa kunstens.
Hermed er dens moralske betydning fastslaaet. Dens værd,
dens valør beror paa den livsanskuelse, af hvilken den fødes og
som den spreder hos andre, — paa kunstnerens stilling til
problemet: godt og ondt. Den er afhængig af kunstnerens religion.
Skal den opfylde sin mission, maa den være udtrykket for en
ædel og ophøiet personligheds tanker, følelser og stemninger, være
organet for hans — og gjennem ham for tidens — religiøse ideal.
Men eier vor tid et religiøst ideal? Ja, svarer Tolstoj. I
mylderet, i massen af sine indbyrdes stridende religiøse dogmer
og fritænkeriske doktriner, paa bunden af skepticismen, mysticismen,
spiritismen, satanismen, og hvad det nu heder altsammen, opdager
han en forbindende rød traad: det menneskelige broderskabs
store, alt forenende og forsonende, religion. Den kjæmper endnu i
mørket, men den skal seire, den bliver fremtidens. Og et af dens
vaaben er kunsten.
Men en saadan kunst bliver ikke faatallets eiendom, en kunst
for de dannede, de rige, for intelligensen, artisterne og kjenderne.
Den stiger ned til alle, den aflægger enhver prydelse, hvert smykke,
hver rafineret og udsøgt finesse i stil og fonn, alt med ét ord,
som den almindelige mand ikke forstaar. Den skal være populær
i ordets videste betydning, klar, enkel, mægtig, ren; uden spor af
de usunde og unaturlige fantasifostre, som overcivilisationen føder
i de riges og ørkesløses hjerner, hos kunstnere, som kun jager
efter det hæslige, det perverse, det dunkle, det formentlig
dybsindige, det eksentriske, efter billeder, farver, fraser; emner, som
kun en vis klasse kan nyde, naar de ikke længere er som andre,
friske paa legeme og sjæl.
Heraf følger, at Tolstoj med beundringsværdig konsekvens, og
med en ligesaa forunderlig mangel paa evne til at skjelne mellem
godt og ondt, skjønt og hæsligt, sundt og usundt, stort og lidet,
væsentligt og uvæsentligt, værdifuldt og værdiløst drager i kamp
mod vor moderne kunst og litteratur. Han bliver ofte bent ud
komisk i sin iver; han opstiller temmelig ubetydelige produkter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
