Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helene Dickmar: „Min gamle onkel“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
446*
mens gjærdestørene i solen allerede bang fulde af vaade draaber
og sneen var bleven ganske kram i bakkerne. Men øverst oppe i
bakkeheldet ind under det tætte overkrat var den smeltet ganske
bort, saa der var bleven en liden brun, bar plet. Og der mødte
os det vidunderlige, det længselsfuldt forventede syn af aarets
første blaaveisknopper! Kunde nogen eftersøgt skat betragtes med
ømmere, mere glædestraalende blikke end disse vaarens første
budbærere som de stod der i tætte klynger, saa låve og ængstelige
endnu, med sine smaa mørkeblaa hoveder tittende frem af de
dunede, graa hylstere, indimellem de endnu friske, grønne høstblade !
Og der lugtede saa deilig af vaad jord og vaar efter den lange
vinter.
Men disse øieblikke af hjertebankende, uforklarlig lykkefølelse,
er det ikke dem, der følger os gjennem hele vort senere liv, der
pludselig skyder, som sterke straaler, fra en skjult, indre
varmekilde op gjennem hele vort væsen — vi ved ikke selv hvorfor og
hvorledes ?
Da løftes vort bryst jo ogsaa i en ny, stolt fornemmelse af
at eie noget, hvorefter vor sjæl har længtet saa saart, noget, der
har fuendelig større værd og er af uendelig større betydning end
de forstaar og aner, de mennesker som er omkring os!
I hele naturens skjønhed, som den efterhaanden lukker sig op
for vore skjærpede øine med sine linjer og farver og sin duftfyldte
mangfoldighed — i lysskjæret af liver kunstens tempeldør, der
aabnes paa gløt, slaar de os jo altid paany imøde — ligesom
dengang !
Forskjellen er vel bare den, at barnet i sin grænseløse
fantasi har evnen til at finde templets gyldne helligdom i
hverdagslivets fattige forgaarde, hvor vi voksne sætter tunge skridt og intet
merkeligt ser! —
Hvor mange af disse minder der flokker sig tæt sammen
der-borte ved det yderste hjørne af den lange låve rødmalede
sidebygning, der dannede vinkelen af gaardspladsen paa den store, gamle
prestegaard, mit første barndomshjem!
Der var en liden sval med hvide stolper og bænker til to
sider, og den rød- og hvidmalede dør i midten, der førte ind til
onkel Waldemars værelse.
Onkel Waldemar — mors ældre broder, der var kommen til
os, da vi var ganske smaa for at læse med os derude paa landet
— og saa hjælpe mor med haven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
