Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oda Olberg: Luccheni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458*
At alligevel defensors indlæg, at overhovedet ethvert indlæg
maatte blive resultatløst, laa i sagens natur: det var klart baade
for forsvareren, domstolen og de edsvorne. Fra kriminelt
synspunkt var der intet, som kunde formilde Lucchenis forbrydelse:
han var selv sit farligste vidne, idet han roste sig af sin handlings
overlegenhed, pralende erklærte, at han havde opluret sit, offer og
saaledes kom ind under den genfiske straffelovs paragrafer 83, 84 og
252, efter hvis ordlyd der kun kunde fældes en dom paa livstid,
une peine e’ternelle, som statsadvokaten kaldte det. Juridisk
retfærdiggjorde forsvareren ikke sin klient og formildede ikke de
edsvornes dom; heller ikke moralsk, ti moralen lader sig nøie med
at prøve mennesket, saaledes som det er, om det føler sig i
overensstemmelse med sin daad, om den er et udslag af deres indre
væsen eller er noget, som det selv forfærdes over, eller som kun
var muligt ved en momentan ligevegtsforstyrrelse i sjæl og legeme;
og herefter maa moralen dømme eller frikjende. Og derfor maa
den dømme Luccheni; ti hans raa glæde over daaden er ingen
komedie: hvad der end for aar tilbage kan have boet bag denne
låve pande, da morderen var en stille og flittig arbeider, en
hengiven tjener, — nu føler Luccheni sig solidarisk med sin
forbrydelse, og det kan ikke underkastes nogen tvil, at de faktorer, som har
gjort ham til det, lian nu er, organisk har indforlivet sig i hans
indre liv, saa at en elimination af disse faktorer, — forudsætningen
for anger — er utænkelig. Man se paa hans ansigt, det dyriske,
pandeløse ansigt meel de dybtliggende, smaa, langagtige øine, som
har noget af en drukken mands blik, et ansigt hvis vinkler næsten
staar under den menneskelignende abes, med de voldsomt
udviklede, fremspringende kjæveben og svulmende læber: et ansigt, hvor
dyret næsten hersker souverænt og trækker overlæg og vilje til
den kant, det vil. Naar en saa snever hjerne, hvortil der svarer
et sterkt driftsliv, ikke gjennem opdragelsen udstyres med visse normer
for samfundslivet og ved disciplinering af sociale egenskaber faar
en modvegt mod forbryderske drifter, saa er en leiligliedsaarsag
nok til at gjøre mennesket til forbryder, og lian er da ingen
leilighed s fo r b r y cl er, men staar ligeoverfor sin forbrydelse som til en
clel af sig* selv; han forsvarer den mod ethvert forsøg paa at
formindske lians skyld: han vilde gjøre det op igjen, om han kunde.
Jeg har seet mange ansigter, som lignede dette, ikke i Italien,
men i Mellemeuropa, navnlig i det tyske Schweiz, ansigter, bag
hvilke man maaske er berettiget til at forudsætte en lignende
sjælelig beskaffenhed. Jeg har seet det hos mennesker, som aldrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
