Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hedwig Dohm: Nietzsche og kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
om en kvinde uden fromhed for en dyb og gudløs mand ikke vilde
være noget ganske modbydeligt eller latterligt." Men hvorfor skal da
kvinden være saa from, naar manden er ufrom ? Kun for modsætningens
skyld? Jeg skulde have lyst til at vide, hvad fornøielse manden
laver sig af hendes fromhed; det maatte da være, at det at maale
sin egen kjæmpemæssige fremskridtsevne paa hendes aandige svaghed
skulde kunne skaffe ham saa megen moro; ti paa hendes karakter
synes religiøsiteten ikke at øve nogen indflydelse.
I „Die fröhliche Wissenschaft" læste jeg: „Vilde vi kunne
fastholdes af en kvinde, om hvem vi ikke troede, at hun under visse
omstændigheder kunde haandtere en dolk mod os?" I den ene haand
dolken eller vitriol, i den anden bønnebogen; saaledes vil Nietzsche
have kvinden. Eller skal hendes høire ikke vide, hvad hendes venstre
gjør? Og hendes vilde, svævende begjær, tigerklørne o. s. v. kan
jeg heller ikke rime sammen med egte religiøsitet. Men er det da
nødvendig, at det rimer sig sammen? Det rimer sig endog meget
ofte ikke sammen. Det rimer sig heller ikke sammen, at naturen
først skjænkede kvinden den „uopdragelige" inderlige vildhed, og at
den samme natur derpaa bestemte hende til en ren eiendom for
manden. Maa man da ikke frygte eksplosioner.
Det rimer sig heller ikke sammen, at Nietzsche raaber ve over
den kvinde, som (ifølge emancipationen) lærer sig ai med at „frygte"
manden og dermed prisgiver sine kvindelige instinkter. Han siger:
„Hvad der giver kvinden respekt og ofte nok frygt, er hendes natur"
— — — (saa kommer tigerklørne o. s. v.) Og straks derefter:
„Med frygt og medlidenhed stod manden hidtil ligeoverfor kvinden,
altid med den ene fod i den tragedie, som sønderriver, idet den
henrykker." Kvinden skal frygte for manden, men manden skal ogsaa
frygte for kvinden. Vilde det da ikke være bekvemmere, om begge
nedlagde vaabnene og forsøgte at komme ud af det med hinanden,
uden frygt, i fred og venskab ?
„Ve, naar først (atter som en følge af emancipationen) det
evig-kjedsommelige vover sig frem hos kvinden." — Har det da ikke
vovet sig frem før hendes frihedsbestræbelser ? og Schopenhauer og
Nietzsches kvinde, for hvem politik, litteratur og enhver art af viden
var kaviar, — de var altsaa morsomme? — Ja, bare det er sandt.
Det flygtigste blik paa det nuværende samfund eller i kultur-
og-litteraturhistorien lærer os, at det ingensinde var de som eiendom
tilegnede kvinder, de fromme og de uvidende, hvem mændene
hyldede. I oldtiden var det hetærerne, de aandfulde og i politik og
litteratur vel bevandrede hetærer, hvem mændene ydede sin gunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
