Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maximilian Harden: Hellige steder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
underlig om de hellige ting, saan ovenfra nedad og bøiede sig slet
ikke for Ferdinand Lensigs ellers ubestridte autoritet. De to mænd
havde kjæklet ordentlig paa egte germanisk vis, og doktoren var ikke
engang kommen for at sige farvel til pastoren, da han reiste. Men
da de nu havde feiret julaften sammen i mange aar, og da det er
kristelige kvinders pligt at stifte fred mellem stridbare mænd, saa satte
fru Dorothea sig ned, tog ud af den lavendelduftende skuffe et stort
brevark — blaat, med linjer — og indbød den slemme broder til
prestegaarden den hellige aften. Forsoningen med den kloge svoger
vilde ganske vist stemme hr. Ferdinand festlig.
Karperne var vellykkede, julekagerne heldige, og stegen smagte
fortrinlig. Mændene havde med mere end vanlig heftighed rystet hinandens
hænder; ikke et ord: den kjedelige strid var bragt ud af verden. Nu sad
de røgende under juletræet, som i sin sirlige bomuldsstads saa ud,
som det var bedækket med nyfalden sne; lysene brændte klart og
lystig, juleengelen vippede i toppen, og fru Dorothea knækkede sig af
og til betænkelig en hasselnød.
Ikke med en stavelse blev der talt om orientreisen. Presten sad
vel og tænkte paa den prædiken, han imorgen tidlig skulde glæde og
styrke sin menighed med; han var stille og saa slet ikke saa glad ud,
som han pleiede i den hellige, glade time. Allerede to gange havde
fruen smilende sagt, at der gik en engel gjennem stuen; men de
dampende mænd havde ikke fortrukket en mine ; ingen rigtig feststemning, tænkte
pastorinden, og aabnede til trøst en pakke pebernødder for at se. om
hendes gamle sydtyske landsmand ogsaa iaar svarede til sit gamle ry.
Endelig spurgte doktoren svogeren: „En gran har du vel ikke
seet dernede?’1
Pastoren saa forbauset op: „— Nei, — jeg husker det ialfald
ikke; kun palmer, — deilige bananer og — — —"
„Vil du fortælle dine folk noget om reisen imorgen?"
„Jeg havde tænkt det — —, men jeg er bleven usikker igjen."
„Naturligvis; fordi du ikke har fundet, livad du søgte; og fordi
du nu føler, at vor tyske kristendom egentlig kuu har navnet tilfælles,
med den asiatiske. Husker du, jeg sagde til dig, at du i dit
orientsværmeri ikke maatte glemme Paulus og Luther? Af sekten blev en
verdensreligion; og udaf den tvang, hvorunder den døbte
menneskehed paa hele jordens kreds bøiede sig, løste sig i Wittenberg den
evangeliske bekjendelses frihed. Og I — undskyld — I blinde
klamrer Eders længsel til det hellige land, til alt, hvad der i
forløsnings-læren var begrænset af tid og sted. Du er blevet seende, Ferdinand;
og at du er blevet det, forvirrer dig nu. Men forvirringen vil vige;:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
