Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Sully Prudhomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
lig og legemlig angreb ham svært. Hans higen efter cle
høiere-ting har været meget dyb.
Vennerne vidste fra nu af at han vilde være digter, og han
kom snart med i modtagelserne hos den parnassiske skoles mester
Leconte de Lisle. Det havde han det største udbytte af, han som
de øvrige yngre. Den udmerkede lærer indviede dem i
poesiens-og haandlagets hemmeligheder. Sullys øine aabnedes for det farlige
ved retoriken, som hidtil havde behersket hans verseforsøg; han
begreb, at veltalenhed er ét og poesi et andet, at den fonn, som
passer for en tale, ikke uden videre maa overføres paa et digt.
Ved denne tid rammedes han af et tungt slag. Hans
barn-domskjærlighed giftede sig med en anden. Han led i mange aar, og
saaret lægedes efterhaanden kun saa nogenlunde. Han søgte lindring
for sin sorg i den kunstneriske produktion; gjennem den tolkede
han sin kvide, og dulmede han sin kval. Han stræbte ogsaa ud
over sine egne lidelser til næstens. Hans temperament rummer
nemlig ogsaa denne modsætning, blandingen af humanitære og
intenst personlige drag. Ti skjønt han stadig kredser om sig selv,
er han ingenlunde derfor nogen egoist; han optages tillige sterkt
af tanken paa andres vilkaar, dem han saa inderlig ønsker at
forbedre.
Hans første digtsamling, Stances et Poémes, saa lyset i
begyndelsen af 1865. Den aabnes af nogle smukke strofer i form
af prolog: „Til læseren. — Naar jeg forelægger dig mine digte,
da kjender mit hjerte dem ikke længer igjen; det bedste ved dem
bor i mit indre, og mine virkelige vers kommer ingen til at læse.
Som blomsterne omflagres af de hvide sommerfugle, saa sværmer
om mine kjære syner skjønne skjælvende vers: bort svæver de,
straks min haand rører ved dem, kun den lette sminke fra
deressarte og sky vinge bliver tilbage. Jeg kan ikke holde dem fast
uden at ødelægge deres ømfindtlige glans, jeg kan ikke uden at
dræbe dem udspænde dem parvis med en knappenaal i
hjertet-Ja, vor sjæl svulmer af vers, som vi føler, men som andre ikke
kjender; det, dine’øine faar at skue, er ikke sommerfuglene selv,
men farvestøvet paa vore fingre." Han tør ikke haabe at naa de
skjønne vers, han higer efter; han fornemmer deres harmonier i
sit indre, men han kan ikke gjengive dem klart. En idealisering,
om man vil, af en digters kamp for at vinde frem til fuld
kunstnerisk skjønhed i udtrykket, men ogsaa et hjerteskrig fra en, der
tydelig dybt har følt forskjellen mellem det han skrev og det han
vilde skrive.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
