Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Sully Prudhomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
Nu, der er jo noget høist berettiget i den opfatning, og vi kan
tænke os, at Sully for disse yngre allerede af denne grund maa
staa som en gammeldags en, dertil kommer da at han ikke tillod
,sig halsbrækkende kraftkunster og innovationer i verseformen; som
tro parnassianer holdt han fast ved den traditionelle- ramme, og
naar han tillod sig reformer skede det indenfor dens grænser.
Hvad nu dette digt angaar, saa kan den tilsatte forklaring ikke
-•egentlig siges at skade. Det støder ikke her, men derimod nok
paa andre steder; han havde en vis tendens til at udstyre sine
dybsindige kupletter meel en liden tale, en kommentar, og
undersiden minder det simpelthen om de ærværdige fabeldigte meel
moralen anbragt som rosinen i pølsen. Paa den anden side finder
vi steder, hvor han helt har undgaaet dette, hvor han altsaa har
givet virkelige symboler, og da meget klarere end mange af
symbolisternes.1) Men i nærværende samling holder han sig til den ældre
manér, saaledes atter i Rosées; dér lader han duggen, som paa en
smuk dag perler i blomsternes dun, symbolisere taarerne der stiger
op fra hjertevælclet uden tydelig grund. Hvorfra kommer de
skjælvende dugdraaber? Fra luften, hvor de hang, før cle blev
dug. Hvorfra kommer mine taarer? Fra sjælen; derfra baner de
sig vei til øinene, ofte uden at vi ved hvorfor. Ti vor sjæl
gjemmer en ømhed, hvori alle smerter skjælver, og mangengang kan et
kiærtegn bringe os til at græde. Dette minder lidt om tonen i
Verlaine’s berømte: det regner i byen, som det græder i mit
li jer te.
Vi maatte vente os, at det filosofiske og videnskabelige kom
til at spille en betydelig rolle i Sullys digtning. Han er den’
psykologisk-filosofiske digter i eminent forstand, og hans originalitet
træder her klart i dagen. De par forgjængere lian har paa dette
felt, som Sainte Beuve og A. de Vigny, staar i poetisk
indholds-dybde og formskjønhed langt tilbage for ham. Ham er det, som
har udbildet den psykologiske genre i poesien, og særlig
eiendommelige for ham er de kortlinjede smaadigte, hvori han beskriver
-en eller anden psykisk funktion eller foreteelse. Hid hører VHabi-
]) Le Vase brise’ har overalt gjort stor lykke, med saa vidt jeg ved kun
en eneste undtagelse, den overfladiske og uforstaaende monografi som t3’skeren
P. Meissner udgav i 1895. Han kalder digtet et sodligt, snirklet, preciøst
de-taljmaleri af banale ting med en moralsk slutningsbetragtning, der er søgt og
lidet passer til den ubetydelige gjenstand. Hans bemerkninger er kritisk og
:stilistisk for plumpe til at behandles nærmere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
