Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Sully Prudhomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
tude, en allegorisk fremstilling af vanens magt,1) VImagination mecf
det interessante spørgsmaal: hvad er det, som gjør, at vi ikke tror
paa vore fantasifostre? de gale tror dog paa sine, og disse sidste,
dermed slutter han, „forstaar derfor bedre den kunst at skabe end
jeg," — la Mémoire, lidt tungt, men med enkelte smukke ting: i
døden faldt saa mange store mænd med tænkende eller krigerske
pander, men atter staar de op for os, naar hukommelsen, de ikke
længer eksisterende skikkelsers sælsomme bolig, raaber deres navn;
saa og de smaa og upaaagtede, som vi har havt kjær og endnu
bevarer i venligt minde, „og jeg selv maa have levet, før jeg levede;,
hvad var jeg før jeg blev født? ved du intet derom, min erindring?"
— Pensée, yerdue: for rigtig at føie hvor deiligt drømmeriet kan
være, behøver man kun pludselig at rive sig løs, men derved gaar
det ofte helt tabt, og naar man vil fortælle det, kommer man ingen
vei, og saa lider man derunder, mens man dog samtidig nyder
virkningerne. Et noget subtilt og raffineret psykologisk eksperiment,,
men i fremstillingen ikke uden en vis skjønhed.
Navnlig i de filosoferende digte udtrykker han hyppig sin
metafysiske lidelse, en fonn af Weltschmerzen. Han havde det
jo-saa ondt under sine forgjæves forsøg paa at forsone tro med videnr
følelse med fornuft. Det er nu noget, som mest ligger ungdommen
til; da gaar man gjerne og grubler over verdensgaaden, pines ved
dens modsigelser og synker ned i metafysisk fortvilelse. Intus
skisserer denne kamp, „som baade panteisten, ateisten og den
kristne kjender," kampen mellem de tvende magter forstand og
hjerte; den første, som spotter og fornegter, faar til svar: „Haab,,
min søster, tro dog lidt." Det bliver til ren alegori, virker noget
gammeldags, og abstrakt, minder adskillig om en genre, som var
meget yndet i middelalderen, nemlig de saakaldte Débats, hvoraf
den mest bekjendte er disputen mellem legeme og sjæl, hvilke
begge-efter døden trætter om sin -færd i livet. — Evigheden og
udødeligheden har han koncentreret sin tanke paa. I Vläéal tolker han
Et noget trivielt tema dette med vanen som en gammel husholderske,
der knegter os og „dysser den unge frihed i søvn." Yi er allesammen mere
eller mindre vanemennesker og hævder dog vor frihed ialfald ved de
vigtigere-anliggender. Naar Théophile Gautier taler om en i dec ingénieuse, saa maa vi
ikke tage det for bogstavelig; . saapas sindrig idé kunde nogen og liver have.
Ogsaa Lemaitre bruger et for . stærkt ord om denne skildring af vanen:
mer-veilléiise. Det er jo tvertimod noget banalt ved dette at mennesket
sammenlignes med1 et lms og en egenskab eller egenhed med en beboer; det havde
allerede Pascal gjort, han dér som bekjendt kaldte fantasien for „den gale i.
Ijjuset;" i ’) . - — ; ; „ , .•;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
