Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Obstfelder: Esther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137 .
Hun:
Jeg var meel.
Han:
De var rig? De var elsket?
Hun:
Jeg var ballernes keiserinde. De hvidkravede herrer laa paa
knæ og kyssed mit slæb.
Han:
De var i silke?
Hun:
Den fossed om mig. Jeg havde haaret fuldt af stene.
Han:
Red De?
Hun:
Om jeg red!
Jeg eied den vakreste hingst. Straalende sorthaaret,
stampende af ild.
Han:
De var smuk tilhest?
Hun:
Hvorfor spørger De?
Han har reist sig, gaar til vinduet, ruller op gardinet. Stormen er holdt
op. Man ser en enkelt tindrende stjerne.
Hun:
Det er blevet stille.
Han:
Ja, det er stille og klart.
. . . Snart vaagner det alt, — solskinnet, smaabarnene,
haand-verkerne, hamrene, maskinerne.
Men . . . for mig . . .
(idet han sætter sig:) Modløsheden . . . Modløsheden . . .
(Han skjuler ansigtet i hænderne.
Hun
(gaar ogsaa til vinduet. Hun løfter den liøire arm og raaber:)
Her er vidunderlig skjønt paa jorden!
Se, se! Kom og se! Se dette blaa, som aldrig faar ende,
dybt, dybt indover, som et sind, hvis stolte ro ikke eier bund!
(Han er langsomt kommen til.)
Ser De de trær? Ofte ser jeg paa dem. Rimfrost skal de
helst bære.
Det sover altsammen. Det sover uden rædde drømme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
