Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - IV. En kongelig konfessionarius og hans „Filosofi for Ulærde“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
nøie harmoni med sjælen og bestemmer til en vis grad sjælens
tilbøieligheder. Eftersom mennesket vinder frem i fornuftig
erfaring, begynder den menneskelige fornuft at blive en
medbestemmende faktor, — paa et høit udviklingstrin den ledende. Denne
det udviklede menneskes evne til at lade sig lede af sin fornuft,
giver Bastholm „en temmelig grundet Formodning om", at
„Mennesket maa have en høiere Bestemmelse end Dyret. Menneskets
Haab udstrækker sig henud over Graven incl i en grendseløs
Evighed." Iøvrigt er Bastholm „tilbøieligere til at antage end til at negte
Dyresielenes Tilværelse efter dette Liv".
Vigtigere er dog „det Spørsmaal for os, om Menneskesielen
haver en’høiere Bestemmelse end dette Liv, og dette Spørsmaal kan
end ikke uden et høiere Lys besvares med den fuldkomneste Vished."
Men „de Grunde, der taler for Sielens Udødelighed er i det mindste
meget sterkere end de Grunde, der ere imod den." Imidlertid
volder det øiensynlig Bastholm, der just har antaget legemets
indflydelse paa sjælens følelser og tanker, betydeligt besvær at
forklare sig, hvorledes sjælen kan „tænke" og „føie" uden legemet.
„Den liden Grundspire, af hvilken det dyriske Legeme fremkommer,
indeholder uden Tvil disse Organer (hvorved mennesket „tænker"
og „løler"), og disse Organer følger maaske Sielen ind i et andet
Liv, naar det grovere Legeme, som er laant af alle Elementerne, igjen
ved Forraadnelsen vender tilbage til sin Oprindelse." „Det er vel
ikkun et Maaske; men det ene Maaske er nok til at besvare det
andet." Man ser, at „meget sterkere" grunde ved Bastholm
dog ikke at anføre.
I sin begrundelse af, at menneskesjælen fremfor dyresjælen har
udsigt til udødelighed, betoner Bastholm hovedsagelig, at
dyresjælens attraa tilfredsstilles lier paa jorden, dyret er i virkeligheden
lykkeligt, — dette er ikke tilfældet med mennesket. Fremdeles
er der visse grænser for dyresjælens udviklingsevne, mens der ikke
findes saadanne for menneskesjælen. (Andetsteds betoner
Bastholm som allerede nævnt sterkt den menneskelige begrænsning).
„Fornuften haver altsaa den sterkeste Formodning for det glade Haab,
at Sielen, naar Legemet henfalder i sit Støv, udvikler sig af dets
Ruiner, og maaske understøttet af et subtilere organiskt
Legeme (!) endnu fortsætter sine Tanker og sine Følelser, og, da
Sielens hele Natur viser, at den er skabt til en bestandig Tilvækst,
vokser den nu uden Ophør fra den ene Fuldkommenhed til den
anden ved at beskue Skaberen i sine Skabninger, og jo høiere den sti-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
