Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile Faguet: Vor tids tungsind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
inderste væsen, og hos den kan man lære hemmeligheden ved at være
lykkelig eller at tro paa lykken, hvad der er det samme som at være
lykkelig; den lykkelige mand er nemlig den, som tror at være det. —
Siden Democrits dage har man ikke havt en tydeligere aabenbaring
af absolut lykke end dette sir John Lubbocks optimistiske creclo.
„Blandt livets ulykker regner jeg naturligvis ikke nødvendigheden
at maatte arbeide" — heri bestaar for en stor del lykken for sir
Lub-bock. „Naturligvis ikke" — det synes ham ganske selvindlysende og
trænger efter hans mening ikke spor af bevis, hvori jeg er fuldstændig
enig med ham.
Men, saa har vi paa den anden kant af Europa en mand, Tolstoj,
som fortæller os barskt og ligesom vredt: „Arbeide er ikke nogen
bestanddel af lykken, ti det, som gjør os slette, regner jeg ikke med
blandt lykkens bestanddele — snarere som det modsatte."
Her har vi to livsopfatninger, som er en smule forskjellige, og
sir Lubbock vil vistnok overfor Tolstois ytring føie en bestyrtelse,
der ikke finder sin lige uden i Tolstois forbauselse overfor Lubbocks
udtryk.
Jeg er ingen fanatiker med hensyn til maaden at forlige disse
to, men jeg er tilbøielig til ikke at give nogen af dem helt ud ret.
Jeg har tidligere skrevet, at man maa have lov til at sige, at
man ved handling dræber kjedsomheden, der er menneskets værste
fiende, men at dette ikke er den fulde sandhed. Kjedsomheden er
sterkere end som saa og lader sig ikke slaa ihjel saa let. Den kan
med lethed trænge ind i det virksomste hv og give sit sørgelige
nærvær tilkjende selv i det mest intense arbeide.
Det vilde være bekvemt, om man fik ret paa en saadan let maade;
men sagen er, at dette ikke er tilfælde eller ialfald kun er det til en
vis grad. Sindets stemning kan let forplante sig til haandens gjerning,
og om arbeidet fordriver sorgen, kan sorgen meget let forgifte arbeidet,
og da har vi begge to med i spillet.
Derfor hænder det ogsaa ofte, at vi forlader vort arbeide, naar vi
kjeder os, om vi end ved, at vi vil komme til at kjede os endnu mere.
Vi siger til os selv: „Ja, naar det er slig, saa er det bedre at kjede
sig uden at gjøre noget. Det er dog det mindst indviklede."
Det er ikke rigtig ræsonneret, men saadan resonnerer man ofte,
og a t man gjør det, kommer igjen af, at kjedsomheden trænger ind i
vort arbeide og ikke blot i hvilen under arbeidet, men endogsaa naar
vi har det aller travlest.
Dette kan til og med bevises. Hvis kjedsomheden trænger ind
i vore nydelser, saa er det, fordi den ogsaa trænger ind i arbeidet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
