Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. P. Wallis: Pressefriheden i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
da begge disse tilfælde er enestaaende i sin art; men de har vakt uhyre
interesse her i landet, og vor undersøgelse vil forklare os de
lovbestemmelser, hvorpaa de er grundede.
Der er i Frankrig fremstaaet tre teorier om forholdet mellem
loven og pressen. Den første forfægter, at aviser ikke kan gjøre
nogensomhelst skade og derfor bør være fuldstændig fri for al tvang og alt
ansvar, men denne teori staar i modsætning til den almindelige
erfaring og er sandsynligvis aldrig gjennemført i et civiliseret land, saa
vi kan se bort fra den. Den anden paastaar, at aviser har en særlig
evne til at skade og selvfølgelig gjør brug af denne evne, saa at der
burde gives særlige tvangslove overfor dem. Denne teori har været
raadende ialfald til en tid under næsten hvert regime i Frankrig og
var særlig anvendt under det andet keiserdømme. Da var det ikke
muligt at starte en avis uden høieste tilladelse, og før der var stillet
tilstrækkelig sikkerhed for eventuelle krav og straffe. Hver enkelt
artikel maatte signeres af forfatteren, og avisen kunde foreløbig
inddrages eller helt undertrykkes ikke blot efter dom, men ogsaa efter
øvrighedens ordre. Alle disse forsigtighedsregler er nu afskaffede, og
det eneste endnu eksisterende minde om dem er den sterke reaktion
henimod ubegrænset frihed, som de fremkaldte. Den tredie teori —
at pressemænd hverken skal nyde støne straffrihed eller have større
ansvar end andre folk — ligger til grund for den engelske lov og er
bleven optaget i loven af 1881, der for øieblikket gjælder for den
franske presse.
„Pressens frihed bestaar i, at der ikke forud lægges nogen
hindring iveien for en publikation — ikke i frihed for censur
hvis indholdet gaar ind under kriminalloven. Enhver fri mand
har ubetinget ret til at fremlægge for sit publikum, hvad
synsmaader han ønsker; at forbyde dette er at tilintetgjøre
pressens frihed; men hvis han offentliggjør noget usømmeligt,
skadeligt eller ulovligt, maa han selv tage følgerne af sin
ubesindighed."
Eller mere nøiagtig: det gjælder pressemænd som andre folk, at
hvis de offentliggjør noget i forrædersk hensigt, noget umoralsk,
uanstændigt eller vanærende eller noget, der gaar ind under „ringeagt for
domstolene", maa de finde sig i at staa til ansvar for en jury eller —
i sidste tilfælde — domstolen selv, der kan idømme dem bøder eller
fængsel. Ved ærekrænkende ytringer overfor enkeltmand kan
erstatningsansvar gjøres gjældende gjennem privat søgsmaal. I
virkeligheden vil dette sige, at den respektable pressem and kun behøver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
