Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. P. Wallis: Pressefriheden i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
være paa sin post mod smædeskrifter og udfald mod domstolene, og
i erkjendelsen af den resiko, han løber for sig selv uafvidende at
overtræde loven, har parlamentet nylig indrømmet ham en smule
beskyttelse, der ikke udstrækkes til andre: han kan nemlig ikke sagsøges
kriminalt, før tilladelse dertil er givet af den dommer, som udenfor selve
retssessionerne leder forundersøgelserne (the judge at Chambers).
Forsaavidt vi har en speciel presselov, er det en lov, der indrømmer
pressen privilegier, som forøvrigt er for smaa til at byde en tilstrækkelig
garanti mod misbrug.
Idet hele kan vi dog neppe være i tvil om, åt vore presseloves
strenghed er en væsentlig grund til vor presses høie standpunkt, paa samme
maade som den franske lovs utilstrækkelighed har bidraget til at
fremkalde det modsatte resultat.
Ved presseloven af 1881 har man imidlertid i Frankrig forsøgt
at indføre lignende bestemmelser som hos os og med sine tilføielser
maa denne lov siges at udgjøre en kodificeret lov for kriminelle
injurier. Dog er dens navn „presselov" en smule misvisende, idet den
omfatter alle offentliggjørelser, der rammes af kriminalloven, hvad enten
de fremkommer mundtlig, i skrift eller paa tryk. Naturligvis er der
adskillige bestemmelser, der særlig tager sigte paa aviserne, ligesom i
vor presselov, men i det hele er loven af 1881 snarere, hvad engelske
jurister vilde kalde, en „lov om injurier og bagtalelser" end en
presselov.
Dens største feil er vistnok den store grad af straffrihed, der
indrømmes avispressen. Hovedprincipet i vor egen lov er, at alle er
straf hjemfalden, som bidrager til offentliggjørelsen af et smædeskrift,
•og forat der kan være en ansvarlig mand at skride ind mod i hvert
•enkelt tilfælde, maa alle aviseiere være anmeldte for øvrigheden, og
trykkeren maa sætte sit navn paa hvert nummer af avisen. I
Frankrige lægger loven ansvaret for alt, hvad der fremkommer i en avis, først
•og fremst paa den ansvarlige redaktør (le gérant) og i mangel af
saadan paa forfatteren, trykkeren eller sælgeren. Grives der en ansvarlig
redaktør, er forfatteren, udgiverne og eierne ansvarlige alene i det
tilfælde, at der kan føres bevis for deres aktive deltagelse i
offentliggjørelsen, men da det er meget vanskeligt at. føre dette bevis, er
ansvaret temmelig illusorisk undtagen i det tilfælde, at forfatteren, som
Zola, signerer sin artikel. Avisernes eiere, for hvis fortjeneste det
udgives, og paa hvem det største ansvar burde falde, undgaar i
almindelighed ethvert kriminelt ansvar og kan blot tvinges til en erstatning,
i tilfælde den fornærmede kan finde og sagsøge- dem — en sag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
