Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. P. Wallis: Pressefriheden i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
hvortil loven ingen støtte byder ham. Mange aviser holder en
ekstraredaktør, en ubetydelig mand, hvis væsentlige pligt det er at lade sig
arrestere og putte i fængsel. Det er ofte morsomt at betragte den
overlegenhed og ro, hvormed han paatager sig udførelsen af denne pligt,
mens den ansvarlige udgiver, den anonyme forfatter og eieren staar
ligegyldige og ser paa, samtidig som anklagerens fortvilede og
ængstelige mine angiver ham som den egentlige forbryder. Disse
bestemmelser i en lovgivning, ved hvis udfærdigelse pressemænd havde saa
stor andel, er med rette kaldt „et kneb for at skjule det virkelige
ansvar" og udgjør den største mangel ved hele loven.
Denne lov skjelner ogsaa sterkt og karakteristisk mellem
fornærmelse ligeoverfor offentlige institutioner og funktionærer i
udøvelsen af deres embede (herhen hører Zola’s og G-ohier’s proces) og
fornærmelser overfor private personer. Forbrydelse mod offentlig
autoritet straffes strengere og behandles af jurymænd i en kriminal domstol
(cour d’assises) istedetfor af dommere i en politiret (police correctionnelle),
men blot i første tilfælde ansees de fremførte ytringers sandhed som
formildende omstændighed.
Vi vil først tage for os lovens mangler ligeoverfor injurier mod
private. Den nuværende rettergangsmaade i dette tilfælde — anklage
f’or politiretten — har ikke egentlig fremkaldt nogen større
misfor-nøielse, heller ikke er der udsigt til forslag om forandring, saalænge
den franske jurys domme ikke nyder større anseelse end for øieblikket
finder sted.
En meget større og alvorligere mangel findes i den bestemmelse,
at sandheden i et angreb paa privatmand ikke skal være nogen retslig
undskyldning. Dette er dobbelt uheldigt: først for forfatteren, der
vilde havt en undskyldning, hvis han handlede i offentlighedens
interesse, og dernæst for den fornærmede, som er afskaaret adgang til
at rense sig for de fremførte beskyldninger ved en nøiagtig
undersøgelse. Denne tilstand er saa aabenbar uretfærdig, og retten, der har
at dømme paa denne maade, er saa absolut ude af stand til at
afhjælpe den moralske skade, fornærmelsen medfører, at man ofte ser
borgerne undgaa disse officielle retter og tage sin tilflugt til en privat
æresret (tribunal d’honneur), der tillader undersøgelse og herved har
skaffet sig en anseelse med hensyn til at faa beskyldningerne
gjendrevet, som den officielle af loven forordnede ret ikke vil kunne gjøre
fordring paa.
Dette ønske om at beskytte privatlivets skandaler mod
offentliggjørelse hænger ganske sammen med franskmændenes aand og skyldes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
