Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. P. Wallis: Pressefriheden i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
ikke uværdige motiver, men den sterke familiefølelse, som paa en gang
udgjør den franske karakters svaghed og styrke, og som forbyder
pressemanden at krænke denne paa nogen maade — selv om der
herved sættes skranker for hans gavnlige virksomhed. Af samme grund
er det i skilsmissesager strengt forbudt aviserne at offentliggjøre andet
end den endelige dom, et system som vel mange vil finde bedre end
det engelske, da det er vanskelig at se, hvad interesse publikum egentlig
kan have af den detaljerede vidneførsel.
Det mest overdrevne udtryk for denne retning i fransk følelse
frembyder den — forøvrigt kortvarige — lov af 1868, som forbød
pressen at offentliggjøre nogetsomhelst angaaende folks privatliv, enten
det var ærekrænkende eller ikke. Selv denne drastiske forholdsregel
vil kanske ikke ansees som saa forfærdelig, ialfald af nogle af de
begunstigede væsener Ulandt os, hvis mindste handlinger, hvis ankomst
og afreise, middags- og aftenselskaber nu stadig anmeldes med den
kjedsommeligste nøiagtighed.
I saadanne tilfælde synes vor egen lov, der er mere praktisk end
egentlig logisk, at have naaet til en tilfredsstillende løsning ved at anse
et smædeskrifts sandhed som et godt forsvar i et civilt søgsmaal, men
ved i kriminale sager at fordre, at den indstævnte skal bevise ikke
alene sandheden af sin beskyldning, men ogsaa at dens offentliggjørelse
var til det almene bedste. Den overdrevne lyst til at udbrede
skandaler vilde ikke kunne undskyldes med, at det gjøres til det „almene
bedste", og er desuden holdt tilstrækkelig i tømme ved den
misbilligelse, saadan adfærd vilde vække, og det store ansvar, bevisbyrden altid
medfører.
Den engelske lovs skjelnen mellem fornærmelser ved ord og ved
skrift, bagvaskelse og injurier, er ukjendt i Frankrig, som adskiller
mellem „diffamation", der fremfører bestemte beskjddninger af en
ærekrænkende natur, og „injure", der omfatter almindelige nedsætteude
udtryk og fornærmende ytringer.
Hvis en privatmand har lidet at vinde ved at anklage en avis
for ærekrænkende beskyldninger, har han paa den anden side meget
at tabe ved at anklage for injurier, i hvilket tilfælde rettens
forhandlinger er gjenstand for offentliggjørelse, mens det er forbudt at
offentliggjøre forhørsreferater for ærekrænkende beskyldninger mod private.
I England maa forsvarerne holde sig mere eller mindre nøiagtigt til
de fremkomne vidneprov, mens de i Frankrig har den største frihed
i saa henseende; enhver, der anklager en avis for injurier, maa finde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
