Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. P. Wallis: Pressefriheden i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
sig i at høre fornærmelsen gjentaget paa alle de maader, som vid og
ondskab kan udtænke, samtidig som han i avisens næste nummer vil
se en omstændelig og partisk beretning af retsforhandlingerne.
Herpaa havde vi nylig et eksempel ved udgiveren af det Dreyfusfiendtlige
Jour’S sagsanlæg mod det Dreyfusvenlige Aurore. Forøvrigt er
sagsanlæg for fornærmelser mellem pressemænd temmelig sjeldne, efter
den gamle regel, at den ene ravn ikke hugger øiet ud paa den anden
— desuden afgjøres striden hurtigere og lettere ved en udfordring.
Naar loven saaledes er ude af stand til at beskytte ens private
person, er det ikke overraskende at se, hvor ofte man gaar udenfor
loven. Den tidligere omtalte æresret bliver forholdsvis mindre anvendt,
men desto oftere søger man opreisning ved en duel, selv om denne
slet ikke bidrager til at holde pressens niveau videre høit, særlig med
de forholdsvis uskadelige betingelser, hvorunder den sedvanligvis finder
sted. En avisskriver kan endog være saa heldig at opnaa en slags
falsk berømmelse hos mængden, paagrund af de mange dueller, hans
personlige udfald har indviklet ham i, og paa denne maade erhverve
en indflydelse, som han ikke vilde kunne fordre paa en mere lovlig
basü.
Undertiden søger man ogsaa opreisning ved de saakaldte
voldshandlinger (voies de fait), som vi nylig saa et eksempel paa. En deputerets
hustru, hvis ære var krænket i et presseangreb paa hendes mand, gik lige
ned til ekspeditionen og, da hun hverken fandt forfatteren af angrebet
eller udgiveren, skjød forretningsføreren istedet. Da sagen kom for
retten, mødtes ikke denne ulovlige selvtægt med den misbilligelse, som
den fortjente, ti under folkets jubel blev fruen for en tid siden
fri-kjendt af juryen og blot af domstolen ilagt den ubetydelige bod af
600 pund i skadeserstatning. Hvis saaledes loven af 1881 har
utilfredsstillende bestemmelser om opreisning ved angreb paa private
personer, er det ikke bedre bevendt med dem, der gjælder angreb paa
offentlig mand. Loven om saadanne smædeskrifter er dog mere
overensstemmende med den engelske, forsaavidt de behandles for en jury
og beskyldningernes sandhed ansees som en meget formildende
omstændighed.
♦ Juryen i Frankrig — og antagelig over hele kontinentet — er
forblevet en mere eller mindre fremmedartet institution. Statsraadet
gjennemtvang dens bibeholdelse i den franske straffelov til trods for
Napoleon, der erklærede, at juryen næsten altid frikjendte de skyldige;
og om end denne dom var overdreven, har dog jurydomstolene aldrig
formaaet at indgyde nogen større respekt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
