Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. P. Wallis: Pressefriheden i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
Vi hører endog i den sidste tid, at en retning inden den juridiske
verden anser dem som en blot og bar illusion, mens den sætter større lid til
andre midler, hvormed det folkelige element kan bibeholdes i
retsadmini-strationen. Kriminalloven bestemmer, at større forbrydelser (crimes) skal
behandles for en jury i kriminaldomstolen og mindre forbrydelser (délits)
for dommere ved politirettens domstol. Den uvilje, hvormed lovens
haandhævere betragter juryen, fremgaar tydelig af den sterke
tilbøie-lighed til at anse som „délit", hvad der ifølge sagens natur burde
være „crime". Baade ærekrænkende beskyldninger og fornærmende
ytringer er „délits" og burde derfor behandles for politiretten; men
hvert eneste regime, der har gjort fordring paa liberale
grundsætninger, har anseet det for nødvendigt at henvise denne slags sager til en
jurys afgjørelse, naar de har indeholdt et politisk element. Baade
regjeringer og troner er væltede paa spørgsmaalet om, hvorhvidt
presse-forseelser skulde behandles af eu jury eller ikke, tiltrods for at
jury-behandling i lang tid var ensbetydende med pressens fuldstændige
frikjen-delse. Jurydomstolene fra begyndelsen af Ludvig-Philips regjering er
rent blevne til et sagn ved den maade, hvorpaa de skilte sig fra sine
hverv. De fandt det til evidens bevist, at kongen var en „chenapan"
d. v. s. en stratenrøver og rent uduelig stakkar, at Thiers var en tyv,
og at vitterlig forfalskede breve var skrevne af kongen.
I vore dage har de lært at udføre sit hverv fornuftigere, men
deres anseelse er endnu ikke høi, og man lægger svært liden vegt paa,
enten de finder en beskyldning bevist eller ikke.
Da det i 1893 havde vist sig ganske ugjennemførligt at bringe
sagen mod Lord Dufferin’s bagvaskere for en jury, vedtoges der en lov,
som henviste alle angreb paa fremmede monarker og deres
ambassadører til behandling for politiretten; og i deputerkammeret ifjor
retfærdiggjorde Méline regjeringens optræden, da den valgte en enkelt linje
af Zola’s bekjendte brev, idet han udtalte: „Vi har ikke anseet det
for rigtig at overlade til en jury at bedømme .generalernes ære."
Man vilde have betænkt sig længere paa at begynde en saadan strid,
dersom juryens kjendelser havde havt større vegt. Dog ikke saaledes,
at nogen vilde foreslaa, at politiske forbrydelser skulde dømmes af
dommere, hvis udnævnelse afhænger af regjeringen; et saadant skridt
kan kun forringe folkets tillid til rettens upartiskhed, og desuden er der
meget i den nuværende procedure, der synes at maatte vildlede juryen og
undskylde dens feiltagelser. Por det første hengaar der lang tid, fra
tiltalebeslutning fattes, til sagen behandles, og da landet ganske mangler en lov
om respektstridig optræden overtor domstolene, kan aviserne benytte"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
