Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georges Dumas: Auguste Comte og jesuiterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
273
udviklingsperiode, og cle vil ikke erkjende de dybere grunde til den
rystelse, som katolisismen har undergaaet siden reformationen, og siden
den videnskabelige aand vaagnede. Da kirken ikke længere foimiaaede
at forsone følelse og foi’stand, anviste Comte videnskaben denne rolle ;
den skulde som en ny aandsmagt indtage den af kirken forladte trone,
hans „positive filosofi" skulde begrunde videnskabens religion, hans
„positive politik" organisere dens herredømme, og hans „katekismus"
popularisere og udbrede det nye evangelium.
Denne videnskabelige religion havde megen lighed meel de
aabenbarede religioner. Den tager sit udgangspunkt i dogmer; den er
ikke en menneskelig videnskab, som søger og tviler, men den er den
absolute videnskab, som blot ved og paastaar. Ligesom kirken har
den sine kateketer og katekumener, sine templer, sin kultus og sine
sakramenter. Ligesom kirken kjæmper den mod den enkeltes frie
viljesytringer og fordømmer al samvittighedsfrihed samt ethvert forsøg
fra den individuelle tænknings side paa at gjøre oprør mod
kollektivsandhede)’, der kan fastsættes af konsilier.
Det eneste, der saaledes skilte Comte fra katolisismen var
aabenbaringen, som han ganske havde opgivet. Han fandt sig i det hierarki, den
sociale aand og de sociale maal, der udgik fra Rom; af gode grunde
saa han i katolikerne bedre naboer for sin positivisme end i
fritænkerne, og han ansaa sig selv sorn efterfølger af de store kirkelærere
som Paulus, Augustin og Bossuet. Han var en ven af Lamennais,
incltil abbeden gik over til romantiken.
Saasnart den nye aandsmagt var begrundet, maatte den
fremkalde den samme modstand som tidligere den katolske kirke, heri var
en grund mere for positivismen til at nærme sig denne. Uden tvil
havde de tre sidste aarhundreders kamp for aandens frigjørelse
forberedt positivismen, men denne kamp havde efter Comte’s mening
overlevet sig selv. „Principet for samvittighedsfrihed, siger han, ligger i
den menneskelige aands stadige fremadskriden, saalænge man
indskrænker sig til kun at anse clet som et kampmiddel mod teologien; det
forlader denne og taber sin hele værdi, saasnart man deri tror at finde
en løftestang for den store sociale reorganisation, som i vor tid er
nødvendig. Det blir da lige saa skadeligt, som det tidligere var
nyttigt, for det hindrer denne reorganisation. Blir den individuelle
fornufts souverænitet proklameret som fastslaaet, da tilintetgjør den
ethvert system af almindelige ideer, uden hvilke dog intet samfund i
længden kan bestaa." Saa længe man anser negationer for principer
og kritik for dogmer, saa længe vil den sociale krise vedvare; og
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
