Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georges Dumas: Auguste Comte og jesuiterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
denne altfor længe varende krise har Comte ligefrem kaldt
„vesterlandenes sygdom". Denne sygdom aabenbarede sig først som
protestantisme, senere som deisme og endelig som skeptisisme.
Protestantismen har betjent sig af den frie tænkning for at
ødelægge det katolske hierarkis vidunderlige bygning; den har aabnet
sine døre paa vid gab for den revolutionære filosofi; den har søgt at
kuldkaste de bestaaende dogmer og har vækket alle anarkiets lyster.
Enhver særlig revolutionær idé er et enkelt udslag af det samme
protestantiske grundprincip.
Men protestantismen var ikke ganske logisk. Den vægrede sig
nemlig ved at opfatte aabenbaringen efter de samme principer som
overalt ellers anvendtes, og den blev derved aarsag til den deistiske
filosofi. Denne udbredte principet om friheden; dogmet om alle
menneskers naturlige lighed opstod, og man fik et system, der var fuldt
af modsætninger. Thi om det end støttede sig paa den rene fornufts
enei’aadighed, forsøgte det dog at opretholde gudsbegrebet som et
praktisk postulat, hvor fornuften intet skulde have at sige, og at
anvise den stærke emancipationsbevægelse i det moderne samfund en
ubestandig og lidet varig tilstand som sit normale udtryk.
Og skeptisismen endelig førte ved en konsekvent anvendelse af
kritiken negationen til det yderste og satte den uindskrænkede
individualisme i stedet for enhver aandelig autoritet. Dermed havde man
naaet til den sidste og farligste fase i den kroniske sygdom, hvoraf
den moderne verden lider.
Positivismen maatte bekjæmpe disse forskjellige aandsretninger
lige saa sterkt som katolicismen gjorde, fordi de modsætter sig enhver
varig begrundelse af noget nyt og søger at fastholde en unormal
revolutionstilstand. „Den, der opgiver katolisismen, siger Comte, uden at
have frigjort sig for alle teologiske forestillinger, han hentalder til
aandeligt anarki lige saa sikkert som den, hvis befrielse ender i tvil eller
ligefrem fornægtelse. Vi maa i vore dage baade i samfundets og den
enkeltes interesse ønske, at man gaar fra katolisismen umiddelbart
over i den positivistiske tilstand uden at stanse ved skeptisismen paa
veien."
Derfor planlagde Comte ikke blot en tilnærmelse til kirken, men
til og med et offensiv-forbund mellem katoliker og positivister.
Allerede i 1825 havde han sammen med Lamennais fremsat tanken om
en stor religiøs liga, og da han i 1840 skrev sin sociale filosofi,
fremsatte han samme tanke paa nyt.
„For at sige sandheden: Man vilde opnaa betydelige fordele, hvis
man kunde indskrænke de sociale uenigheder til en kamp mellem den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
