Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Nicolai Wergeland - III (Fortsettelse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
før begivenhederne i 1814 faaet merke, hvad det vilde si, at
fremmede blev begunstigede paa bekostning af landets „egne børn";
Wergelands opfatning er den samme, som kom til orde i
forordningen om indfødtsretten. Man bringes ialfald uvilkaarlig til at
tænke paa argumenterne mod „tyskeriet", naar det senere heder:
„For at komme til et Embede maatte de Indfødte smigre
Regjeringen og trænge sig frem i Klyngen af Fremmede". Wergeland
anser det øiensynlig ikke for utænkeligt, at cle danske under
Christian Frederik kunde komme til at spille en lignende rolle i Norge,
som tyskerne havde gjort i Danmark. „Naar Regjeringen direkte
kan indkalde Fremmede til Universiteterne og til Skolerne, samt
til Fysikaterne, saa vil der nok findes Indfødte til de øvrige
Embeder. I Norge gives adskillige ubefordrede Kandidater, i Danmark
endnu flere, som vist ikke ville mangle at komme, saafremt de se
Embeder i Fædrelandet aabne, eller de indkaldes. Imidlertid
tiltager de Studerendes Tal i Skolerne, flere Skoler anlægges,
Universitetets Borgerskab vorder talrigere og fylder Embederne med
Indfødte, Oplyste, Duelige. Norge regjerer sig selv. Norge bliver
norsk, og Selvstændighedens Gran skyder sit Spy cl stolt i Skyerne".
Wergeland forsømmer ikke gjerne dette lille endelige
piske-knald, clen afsluttende effekt, han tænker som skuespilleren paa
applausen, han afrunder sin tale med en elegant gestus; ogsaa heri
ligner han sine franske mestre.
I debatten om hvorvidt rigsforsamlingen skulde hæves, saasnart
konstitutionen var givet og kongen valgt, afleverer Wergeland en
af sine mest patetiske taler. Spørgsmaalets kjerne var vel den,
om forsamlingen skulde overlade Christian Frederik ledelsen, eller
om den skulde oppebie begivenhedernes gang, og hvis det blev
nødvendigt gribe ind i forhandlingerne med Sverige. For dem, der
ikke havde noget imod en forening med Sverige, var det selvsagt
af interesse at forlænge forsamlingen og udhale kongevalget.
Lø-venskjold imødegik da ogsaa Falsen, der var forslagsstiller, og
fremhævede, at forsamlingen ikke burde hæves, før den havde
antaget en konstitution, „grundet paa sikre Data, som kunde love
fremtids Sikkerhed og Held". Han blev støttet af Wergeland, der
„meel livlig Aktion" holdt et langt foredrag svulmende af
følsomhed og retorisk anstand: „Hvad Trøst" — heder det bl. a. —
„have vi til clet længselsfulde Folk. som svæver mellem Haab og
Frygt. — hvad Trøst have vi til det, naar vi kommer hjem, og de
spørge os ad: hvad have I udrettet for os? Hvad blev vor Skjebne?
Maa vi da ej rødmende slaa Øiet ned, naar vi intet andet Svar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
