Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Paul Julius Möbius: Tre samtaler om religion - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
335
indiske og jødiske aand. Buddhisterne fortæller, at da prins Guatama
fik øiet op for den menneskelige forgjængelighed og den menneskelige
elendighed, blev han meget sørgmodig tilsinds. Han forlod fader,
hustru og børn, rigdom og rige for at søge frelse. I mange aar
søgte han efter sandheden i presternes og de hodfærdiges lære og
indretninger, men han fandt den ikke der. Endelig kom aanden over ham,
og den hellige erkjendte, at vi maatte søge aarsagen til al elendighed
i vor egenkjærlighed, og at man kun kan opnaa frelse ved at overvinde
sig selv paa den rette maade. Disse sætninger indeholder igrunden hele
Buddhas religion, og deres opbøiede enkelhed er endnu ikke overtruffet. I
dem er, efter min mening, religionens væsen for alle tider udtalt; de
ligger til grund for enhver sand religiøs bevægelse, som verden endnu
har seet, og alle religionsstiftere har mere eller mindre været
efterlignere af Buddha.
Paulus: Men naar man taler om buddhisme, kommer man jo
altid ind paa pessimisme, quietisme og ateisme,
Philalethes: Alle disse „ismer" beror dels paa misforstaaelser,
dels paa overdrivelser. Paa en vis maade er det en fordring a priori, at en
religion skal have pessimistiske forudsætninger; den maa udgaa fra nøden
her i livet, ti uden nød er der ingen trang til salighed, ingen frelse.
Lykkelige mennesker behøver ingen religion. Denne religiøse pessimisme
er dog ingen læresætning, heller ikke nogen beregning over, hvor meget
mere misfornøielse der er i verden end glæde, den er blot et resultat
af erfaringen. At de buddhistiske lærere skildrer verden sterkt graat
i graat er ingen feil af dem, men træffer ikke heller sagens kjerne.
At beskyldes for quietisme er i vore dage en farlig anklage, ti man
tilgiver lettelig dem, der anvender sit liv til at tjene penge, men aldrig
dem, der kjender noget høiere end det „nationale kulturarbeide".
Saafremt der findes en buddhistisk quietisme, er den et misbrug, ti de
hellige skrifter fordrer snarere en utrættelig virksomhed af den, der
bekjender sig til Buddhas lære. Den som føler sig levende i sit
indre, lian ved, at ogsaa et kontemplativt liv er et liv i arbeide.
Ateistisk er Buddhas lære, forsaavidt som den absolut afviser troen
paa en blot „ydre" gud, og som gudstroen ikke regnes med til
religionens væsen. Dog vilde den troende lige saa godt som den vantro
kunne slutte sig til Buddhas rene lære.
Paulus: Nu forstaar jeg det; du maa jo selv være en buddhist.
Philalethes: Nei, slet ikke. Min mening er blot den, at
religionens sande væsen aldrig kan sees saa klai’t og tydelig som netop
i Buddhas lære. Derfor behøver man dog ikke forlange, at vi alle
skal blive buddhister. Ligesom kristendommen har sine rødder i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
