Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Ægyptens natur i ægyptisk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
i fremherskende grad plastisk. Det, som ikke kan tage fast form,
har han ikke øie for. I hans aands rige hersker aldrig tusmørke.
Hans evne til at nyde forskaaner ham fra at længes og at
savne. Uendelighedsfølelsen synes ham fremmed, eller han flyr
dens uhygge. Natursværmeriet er ham lige ukjendt som
naturlængselen. Aldrig mister lian sig selv i naturen.
Mennesket bliver hans maalestok for alle ting, som statuen
bestemmer alle dimensioner i den tempelbygning, der er reist
omkring den. „Mennesket er alle tings maal." (Sokrates).
Og han ynder at omgjøre alle forhold til menneskelige størrelser.
De etiske begreber, naturkræfterne, ja selve naturgjenstandene
antager under hans betragtning menneskelig skikkelse og forlenes med
menneskelige egenskaber. Hans naturbetragtning er helt igjennem
og til en grad, som vi moderne neppe kan fatte,
antropomor-fiserende — menneskeliggjørende —; ti mennesket er
grækerens store opdagelse og gjenstanden for hans kultus, hans poesi,
hans kunst.
Naturen kunde i denne kunst kun indirekte finde plads —
som baggrund eller som lignelse, som lignelse i poesien, som
baggrund i billedkunsten.
Lig den skummende fjeldbæk stormer hos Homer helten frem
i kampen, lig den gamle kneisende eg knækkes han og dør.
Men grækeren gik meget videre i sin antropomorfisme.
Hver gang kunsten tilstræber en naturskildring, som gaar ud over
den blotte lokaliserings grænser, hver gang den vil fremkalde et
fyldigere billede af en egn eller vække en naturstemning, og den
antydende naturafbildning, som den græske kunst ellers vanlig
bruger, ikke længere strækker til, — da tager den sin tilflugt til
menneskeskikkelsen, til mytologiens eller folkefantasiens eller endog
en individuelt skabende fantasis naturpersonifikationer.
Et bjerg, en flod, en lund, havet, kysten, græsgangene, vindene
synes for den græske fantasi med lige stor lethed at have omformet
sig til en menneskelig skikkelse med eller uden attribut som moralske
eller andre abstrakte begreber, saa som freden, ungdommen, poesien,
døden, musiken, gramatiken eller andre begreber, der har
levendegjort sig i menneskelig skikkelse.
Det er betegnende, at Goethe, som vistnok mere end de fleste
moderne mennesker har formaaet at tænke og føie i
overensstemmelse med en gammel hellener, i en af sine aforismer udbryder:
„Der Mensch weiss niemals wie antropomorphisch er ist."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
