Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Jens Thiis: Ægyptens natur i ægyptisk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
349
Det er klart, at en saa vidtdreven antropomorfisme som
clen helleniske maatte stille sig hindrende i veien for naturfølelsens
fri udfoldelse i kunsten og fornemmelig stille meget snevre grænser
for det egentlige landskabsmaleri, som dog paaviselig blev
øvet af enkelte græske kunstnere.
Det antike landskabsmaleri var, som den samtidige litterære
naturskildring, af overveiende episk art. Den naturlyrik, som
udgjør kjærnen i al moderne landskabskunst, finder kun i den sene
oldtid, i den hellenistiske poesi og kunst, sit modstykke. I den
klassiske tidsalder var og blev naturfølelsen lige fremmed for
sentimentalitet og sværmeri, men ingen vil derfor kunne paastaa,
at den klassiske græker savnede blik for naturskjønhed eller evne
til naturfremstilling.
Kun var denne naturfremstilling altid blot et akkompagnement
til sangen om menneskers daad og bedrifter.
- * *
*
Sammenlignet med inder og græker indtager ægypterne i
sit kunstneriske forhold til naturen en mellemstilling mellem disse
to folk.
Mere realistisk og nøgternt anlagt end inderne, mere opfyldt
af ærefrygt for livets uransagelige magter end grækerne, blev
ægypternes forhold til naturen et dybt religiøst, uden at deres
selvbevidsthed gik under i en alt opslugende panteismes svælg.
Ogsaa ægypteren var besjælet af troen paa det evige kredsløb, og denne
tro har i sjælevandringslæren præget sig i dogmeform. Men han
følte sig visselig ikke derfor som inderen lig en sped gren paa
det kosmiske træ eller som den uanselige blomst, der er spiret
af Brahmas skjød, hvortil den atter skal vende tilbage for at forgaa
i det væsenløse alt, der liv og død flyder sammen.
Det, som er os levnet af de gamle ægypteres litteratur, er
ikke synderlig oplysende om deres naturfølelses art og styrke.
Naar en sjelden gang naturskildringer forekommer, bevæger de sig
altid indenfor en meget snever kreds af tilbagevendende
forestillinger, blandt hvilke den om den tropiske sol spiller hovedrollen.
Ganske betegnende er det derimod i den monumentale kunst,
i arkitekturen, at den ægyptiske naturfølelse har fundet sit
fyldigste og tillige mest ophøiede udtryk. Natursymboliken har hos
ægypterne været af langt mere omfattende betydning for
bygningskunsten, end tilfældet har været hos noget andet folk. Den har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:36:17 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1899/0353.html
