Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Sulamit - Høisangens religiøse betydning. En orienterende indledning frit efter lektor And. Neander
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.371
staar, jo mere begavet det er, desto dybere kan det falde, saafremt
det misbruger sine evner. Det kan ingenlunde negtes, at kvinden
ogsaa i det onde er manden overlegen, ti en mand kan neppe
falde saa dybt som en kvinde. Alt, hvad vi her har anført, peger
henimod et og samme resultat: Kvinden var oprindelig mere
begavet end manden.
Herimod strider ikke, hvad skriften iøvrigt siger om forholdet
imellem mand og kvinde, ti overalt andetsteds omtales kvinden,
som hun var efter syndefaldet. Hun staar nu under dommen:
„Han (manden) skal være din herre." Disse ord betyder ikke, at
kvinden efter faldet er bleven manden underlegen, men kun, at
kvinden for at svare til sit formaal skal underkaste sig en alvorlig
opdragelse, ved hvilken hendes vilje kan befæstes i det gode. Hun
havde stræbt for høit, hun vilde blive Gud lig, — saa faldt hun.
Nu skulde hun underkaste sig den, som Gud havde sat til at
opfostre hende, og gjennem denne underkastelse lære ydmyghed og
lydighed. Dette var nødvendigt: ti ligesom synden ved kvinden
var trængt ind i menneskeheden, saaledes vilde Gud ved kvinden
i naade opreise baade hende og hendes vanartede slegt: „Jeg vil
sætte fiendskab mellem dig (slangen) og kvinden, mellem din sæd
og hendes sæd; men han skal sønderknuse dit hoved." Hvis denne
frelsesplan skulde iverksættes, maatte kvinden først lære at
underkaste sig og at lyde, saa at hun med oprigtigt hjerte kunde sige:
„Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord."
Lad os nu se, hvorledes denne Guds plan fuldkommedes. Det
var en sørgelig sandhed, at kvinden var faldet dybt, saa dybt, at
det for et menneskeligt øie neppe syntes muligt at redde hende
fra fornedrelsen. Og livad gjorde saa manden for at bøde derpaa?
Han vaskede sine hænder og troede sig derved retfærdiggjort.
Han dømte den vildledte og faldne haardt. Den anskuelse var
almindelig i oldtiden, at kvinden var et lavere væsen, en slave,
snarere et dyr end et menneske. Hun maatte derfor underkastes
strengt tilsyn, indespærres i det indre af huset og bevogtes som
en fange. Hvilken sørgelig forvrængning af guddomsordet: „Han
skal være din herre!" Tar det at undres paa, at et væsen, som
behandledes paa den vis, sank bestandig dybere i sedelig henseende
og henfaldt til den ubestandighed og troløshed, hvorfor det saa
•ofte var bleven beskyldt? — At kvinden ikke sank dybere, end
hun gjorde, er i vore øine kun et nyt bevis for, hvilket fond af
moralsk kraft hun i grunden sidder inde med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
