Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ann Margret Holmgren: Virgo immaculata
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.387
Smigrede hun — eller hvad var meningen? Jeg saa stjaalent
paa hende. Hun stansede og rakte mig begge hænder, saa paa
mig med et smeltende varmt blik og sagde: „Kjære fru H., De
eidet første menneske, jeg har mødt, som jeg skulde kunne tænke
mig at skjænke hele min fortrolighed. Det høres underligt — ikke
sandt? — men jeg føler det saaledes — jeg føler det virkelig
saa." —
Hun trykkede mine hænder med sine varme, smaa hænder og
saa saa troværdig og lykkelig ud, at jeg ikke længer tvilede paa
hendes ords oprigtighed.
Vi fortsatte vor gang, samtalende om alskens ting. Hendes
sydsvenske dialekt klang i mine nordsvenske øren knapt nok som
svensk, men selve tonefaldet i hendes rene, myge stemme besad for
mig en ligefrem fortryllelse. Jeg gik og nød. Det var som at
høre en ømhedsfyldt, lyrisk sang, hvis ord jeg ikke fattede helt ud.
Da vi skiltes for at spise aftens hver ved sit bord, foreslog
hun, at vi dagen efter skulde slaa følge for at fortsætte vor
samtale og vort bekjendtskab — og jeg glædede mig dertil. —
* *
Om aftenen, da jeg havde lagt mig, havde jeg vanskeligt for
at faa sove — saa intensivt tog hun mine tanker fangen. Hendes
spæde figur, saa vek den end saa ud, havde alligevel enslags fast
seighed udtrykt i sine runde, myge linjer. Det lille hoved med sit
brune, glinsende haar og sin ædle form, hvor nydelig det sad
paa halsen og hvor sjælfuldt det var! Det endnu ungdommelige,
middelaldrende ansigt skiftede stadig udtryk og ofte farve. Øinene
var snart mørke, snart lyse og at bestemme deres farve var mig
umuligt. Men hvad jeg mest tænkte paa, var hendes blik. Det
var absolut fængslende. Snart lyste det tindrende og stille som
stjerner, snart flammede det intermitterende som ildsluer, snart
glødede det igjen som varme kul under et let lag af aske — men
altid var det betagende, og altid trængte det frem ligesom ved en
impuls fra hjertets inderste.
Om end udtrykket skiftede og vekslede nok saa meget, syntes
denne kvinde dog stadig at befinde sig i en tilstand af lykke og
indre harmoni, som paa én og samme tid vakte forbauselse og
nys-gjerrighed hos mig.
Hvad var det vel for en lykke, dette menneske bar paa, en
lykke, som syntes at være saameget større end andre dødeliges?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
