Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.405
vil finde. Jeg forstaar i den forbindelse, jeg idag vil omtale
bonde-livsidealet, dette som det indtryk af bondelivet, der har grebet, tiltalt
og varmet den enkelte forfatter, summen af det, som paa en eller
anden maade er gaaet ham til hjertet. Jeg vil saaledes kunne tænke
mig et bondelivsideal baade hos den digter, der i bondelivet søger det,
han selv mangler, der ledes af en trang til at opsøge forhold
forskjellige fra dem, han lever under — og hos den digter, der i bondelivet
finder en relativ, forholdsbetinget skjønhed, den skjønhed, der er
mulig under de og de kaar. Jeg tar heller ikke noget hensyn til, om
digteren i bondelivet væsentlig har inddigtet sit eget, eller om han
virkelig har grebet noget for bondelivet særegent og værdifuldt. Han
har iethvertfald skabt sig et for ham betydningsfuldt ideal, det være
sig nu en illusion eller ei.
Et mere bevidst udformet bondelivsideal, som i sterkere grad har
inspireret digternes fantasi, som har været befrugtende for deres
produktion, kan der i Norden vanskelig bli tale om før i vort aarhundrede.
Men dette ideal er udgaaet af forudsætninger, som man lærer at kjende
i de foregaaende. Det er disse forudsætninger, jeg nu kortelig skal
berøre. Det blir spredte træk. Bondens kaar streifes nu og da af
en eller anden digter. Nogen nuanceret sammenhæng i
bondelivs-digtningen lader der sig ikke paavise.
I den litteraturperiode, der i de nordiske lande gaar umiddelbart
forud for renæssancen, folkevisedigtningen, kan der overhovedet ikke
bli spørgsmaal om noget bondelivsideal. Forsaavidt folkeviserne
antar en for det enkelte land mere særegen karakter, merker man vel
en vis forskjel: — i Danmark, fordetmeste ogsaa i Sverige, er det
herremandens, ridderens færd, der er poetisk tillokkende — i Norge
er der ingen skarp sondring mellem herremand og bonde, men det er
i ethvert fald ikke i egenskab af bonde, at denne som regel blir
digtningens gjenstand.
I den danske folkevise virker bonden gjerne som den sørgmodige
baggrund: han er den graa bonde. Denne beskedne skikkelse vandrer
saa over i de følgende aarhundreder viser, men her ser man ham
glimtvis optræde som en poetisk figur af mere selvstændig betydning.
Forfatterne af disse visei*, af "rusticus queribundus",
"Ladefoged-visen", "Bondeplager", "Bondens Lyksalighed" o. fl., der undertiden
selv gir indtryk af at ha staaet bonden nær, er paa den ene side grebne
af det tragiske i bondens skjebne, paa den anden side har de dannet
sig et slags umiddelbart ureflekteret ideal af den mere velsituerede
bondes iiv. I "rusticus queribundus" heder det:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
