- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Tiende aargang. 1899 /
434

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

.434

Fordom skal det fremkalde? Og endvidere: hvor langt gaar denne
Forstillelses Finhed? Og paa hvilket Punkt forgriber han sig derved?

Dette Træk fremstiller kun Ensomhedens Vrangside, ud af hvilken
Nietzsches indre Liv maa forstaaes, — en stadig voksende Selvisolering
og en Føren Alt tilbage til sig selv.

Efterhaanden som den tiltager, bliver Tilværelsens udadvendte
Side kun Skin, — det skuffende Slør, som Ensomhedsdybden kun
væver om sig for til Tider at blive en kendelig Overflade for
Menne-skeøjne. „Dybttænkende Mennesker forekomme sig selv i Omgang
med Andre som Komedianter, fordi de her, for at blive forstaaede,
altid først maa tilhykle sig en Overflade." (Menschliches,
Allzumenscli-liches II 232). Ja, selv Nietzsches Tanker, forsaavidt som de udtales
theoretisk, maa endogsaa regnes med til denne Overflade, bag hvilken,
afgrundsdyb og stum, den indre Oplevelse hviler, der gav dem Livet.
De ligner en „Hud, der forraader Noget, men skjuler endnu mere"
(Jenseits von Gut und Böse); „ti," siger han, „enten skjuler man sine
Meninger, eller ogsaa skjuler man sig bag sine Meninger." Han finder
en smuk Betegnelse for sig selv, naar han med denne Betydning for
Øje taler om „Hine bag Lysets Klædebon Formummede" (Jenseits
von Gut und Böse 44), — om dem, der indhyller sig i og tilhyller
sig med deres Tankes Klarhed.

I enhver Periode af hans Aandsudvikling genfinde vi derfor
Nietzsche i en eller anden Art og Form af Maskering, og altid er
det clenne sidste, der ret egenlig karakteriserer det paagældende
Udviklingstrin. „Alt, hvad der er dybt, elsker Masken......
Enhver clyb Aand bruger Masken: endnu rigtigere, omkring hver dyb
Aand vokser der stadigt en Maske." (Jenseits von Gut und Böse 40).

„Vandrer, hvem er Du? — — — Hvil Dig ud her — — —
og søg at komme til Kræfter! — — — Hvorledes vil Du komme

til Kræfter, hvorledes?––" „Til Kræfter? Du Nysgerrige,

hvad siger Du der! Men jeg beder Dig, giv mig — —" „Hvad?
Hvad? udtal det! „En Maske til! Endnu en Maske! ..." (Jenseits
von Gut und Böse 278) —

Og det bliver ydermere paafaldende, at eftersom hans
S’elvisole-ring og grublende Selvfordybelse tiltager og udelukker alt andet, bliver
ogsaa Betydningen af hver enkelt Forklædning dybere, viger hans
virkelige Væsen, der stadig kommer mindre tilsyne, tilbage bagved
dets Ytringsform, den reale Tilværelse tilbage bagved det foreholdte
Skin. Allerede i „Der Wanderer und sein Schatten" (175) viser han
hen til „Micldelmaadigheden, som Maske". „Middelmaadigheden er den
heldigste Maske, som den overlegne Aand kan bære, fordi den ikke lader

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:36:17 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1899/0438.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free