Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.435
den store Mængde, det vil sige: de Middelmaadige selv tro paa en
Maskering —: og dog tager hau den paa netop for deres Skyld, —
for ikke at ophidse dem, ja ikke sjeldent af Medlidenhed og Godhed."
Begyndende med denne det harmløses Maske skifter han med den, indtil
han naar det Grufuldes, der skjuler det endnu Grufuldere bagved
.sig: „— undertiden er selve Daarskaben Maske for en usalig,
altfor vidende Viden" (Jenseits von Gut und Böse 270), — og
endelig stanser han ved et skuffende Lysbilled af det guddommeligt
Leende, der stræber at forklare Smerten til Skønhed. Saaledes er
Nietzsche efterhaanden indenfor sin sidste filosofiske Mystik sunket
ned i hin sidste Ensomhed, i hvis dybeste Stilhed vi ikke mere
formaar at følge ham. Den efterlader os, kun som en Slags Symboler
og Spaadomstegn, hans leende Tankemasker og deres Udtydning, mens
han selv alt for os er bleven til den, som hvilken han engang
undertegner sig i et Brev: „Den for evigt Bortkomne." (Brev fra 8de Juli
188 L fra Sils-Maria.)
Denne indre Enetilværelse, denne Ensomhed er i alle Nietzsches
’Omskiftelser den uforanderlige Ramme, ud af hvilken hans Billed
skuer os imøde. Lad liam bære hvilkensomhelst Forklædning han vil,
— stedse bærer han „Udørkenen og det hellige ubetrædelige
Grænsedistrikt med sig, hvorhen han saa monne gaa." (Der Wanderer und
sein Schatten 337.) Og derfor udtrykker det ogsaa kun denne Trang,
at hans ydre Tilværelse maa svare til hans ensomme Inderlighed,
naar han skriver til en Ven: (Den 31te Oktober 1880 fra Italien.)
„Ensomheden, især den fuldstændige Ensomhed, viser sig stedse
tydeligere for mig baade som Recept og som naturlig Passion, — og
den Tilstand, hvori vi er istand til at skabe vort Bedste, maa man
kunne skaffe tilveje, og kunne bringe store Ofre for."
Men det var først hans legemlige Lidelser, der bød ham den
tvingende Foranledning til ogsaa at gøre sin indre Eneboertilværelse
saa meget som muligt til en ydre, disse Lidelser, der drev ham bort
fra alle Mennesker og selv gjorde Omgangen med enkelte af hans
Venner — stedse kun en sjelden Omgang, paa Tomandshaand —
besværlig og kun mulig med lange Mellemrum og Afbrydelser.
Lidelser og Ensomhed, — det er altsaa de to store Skæbnetræk
i Nietzsches Udviklingshistorie, stedse stærkere udprægede, i o nærmere
man kommer Afslutningen. Og indtil den sidste Afslutning’ bærer de
hint vidunderlige Dobbeltaasyn, der lader dem fremtræde som en
udenfra givet Livslod, og tillige som en ren ps}rkisk betinget, en villet
indre Nødvendighed. Ogsaa*hans fysiske Lidelse, ikke mindre end hans
Skjulthed og Ensomhed, reflekterede og symboliserede noget Dybt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
