Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.436
inderligt — og gjorde dette saa umiddelbart, at han optog det blandt
sine ydre Tilskikkelser som en ham særlig tiltænkt alvorsfuld Ven
og-Vejfælle. Saaledes skriver han engang i Anledning af et Brev, der
indeholdt Ytringer af Deltagelse og Medfølelse (I Slutningen af August
1881 fra Sils-Maria): „Det gør mig altid saa ondt at høre, at De
lider, at der fejler Dem noget, at De har mistet nogen, mens. hos.
mig jo Lidelser og Savn hører til Sagen og ikke, som hos Dem,
til det Unødvendige og til Tilværelsens Ufornuft."
Hertil sigter de mange, i hans Værker omkringspredte Aforismer
om Lidelsens Værd for Erkendelsen.
Han skildrer den Indflydelse, som den Syges og Rekonvalescentens
Stemninger har paa Tænkningen, han ledsager disse Stemningers
fineste Overgange indtil op i det aandrigste Stadium. En periodisk
tilbagevendende Sygdom, som hans var, skiller for bestandig en
Livsperiode, og dermed ogsaa en Tankeperiode, fra den foregaaende.
Gennem denne Dobbelttilværelse giver den ligesom tö Væseners
Erfaringer og Bevidsthedstilstand. Den lader stedse igen Alt blive nyt
for Aanden, — „smage nyt" kalder han det engang højst
betegnende, — og sætter helt nye Øjne ind selv for det Sædvanligste, det
Hverdagsligste. Enhver Ting modtager noget af Morgenkønhedens
Friskhed og lyse Dugg, fordi en Nat har skilt den fra den
foregaaende Dag. Saaledes bliver enhver Helbredelse til en Genfødelse
for ham selv og derved tillige for Livet omkring ham, — og stadig
paany er Smerten „opslugt af Sejren".
Antyder Nietzsche allerede gentagne Gange selv, at Arten af hans
fysiske Lidelse paa en vis Maade genspejler sig i hans Tanker og
Værker, saa bliver det snevre Sammenhæng imellem Tænkning og
Lidelse end mex-e paafaldende, naar man betragter hans Skaberkraft
og dennes Udvikling som et Hele. Man staar ikke ligeoverfor hine
successive Forandringer i Aandslivet, der gennemgaaes af enhver, som
vokser sin naturlige Størrelse imøde, — ikke Vækstens Omskiftelser:
men bratte Forvandlinger og Forandringer, et næsten rytmisk Op og
Ned af Aand stilstande, som, naar man ser nøje til, ikke synes at
opstaa af andet end en Hensygn en ved Tanker og en
Bliven-helbredet ved Tanker.
Kun udaf hele sin Naturs inderste Trang, kun udaf den mest
pinefulde Længsel efter Helbredelse aabenbare sig for ham de nye
Erkendelser. Men næppe er han gaaet fuldkommen op i dem, næppe
har han hvilet ud ved deres Hjælp og assimileret sig dem ved egen
Kraft, — cla gribes han igen som af en ny Feber, et Slags urolig
fremaddrivende Overskud paa Energi, der tilsidst vender sin Braad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
