Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.437
imod ham selv og ligefrem lader ham gøre sig selv syg. „Først et
Formeget af Kraft er Bevis paa Kraft," siger Nietzsche i Forordet
til Götzen-Dämmerung (s. 1); — i dette Formeget tilføjer hans Kraft
sig Smerter, raser den ud i pinefulde Kampe, ægger sig op til de
Kvaler og Sjælerystelser, gennem hvilke hans Aand vil frugtbargøres.1)
Med den stolte Paastand: „Hvad der ikke fælder mig, gør mig
stærkere!" hudfletter han sig, — ikke indtil han segner om, ikke indtil
Døden, men indtil han har modtaget de Saar, de Febertilstande,
som han trænger til. Dette Smerteforlangende gaar gennem hele
Nietzsches Udviklingshistorie som den egentlige Aandens Kilde i
den; mest betegnende udtaler han det i disse Ord: „Aand er det
Liv, der selv skærer ind i Livet: med Din Kval forøges Din
Viden, — vidste Du det alt? — — — Og Aandens Lykke er denne:
at være salvet og gennem Taarer viet til Offerdyr, — vidste Du det
alt? — — — I kender kun Aandens Gnister, men I ser ikke
Ambolten, som den er, og ikke dens Hammers Grusomhed!" (Also sprach
Zarathustra II 33.) „Hin Sjælens Spænding i Ulykken, -— — dens
Gysen ved Synet af den store Tilintetgørelse, dens Opfindsomhed og
Tapperhed i at bære, udholde, udtyde, udnytte Ulykken, og hvad der
saa end skænkedes den af Dybde, Hemmelighedsfuldhed, Maske, Aand,
List og Storhed: — det skænkedes den kun under Lidelsen, under
den store Lidelses Tugt." (Jenseits von Gut und Böse 225).
Og stadig er det to Ting, der ved denne Foreteelse falder i
Øjnene: For det første det snevre Sammenhæng, der i hans Væsen
fandtes mellem Aandsliv og Sjæleliv, hans Aands Afhængighed af
hans Indres Fornødenheder og Rørelser. Men dernæst ogsaa den
Ejendommelighed, at der af dette snevre Sammenhør stadig paany maa
opstaa Lidelser; for hver Gang han skal naa til den højeste Klarhed,
til Erkendelsens skarpeste Lys, tiltrænges der en stærk Sjælens Glød,
— men aldrig tør denne Glød strømme ud i velgørende Varme, nej,
den maa saare med sviende Ild og brændende Flammer: ogsaa ker
hører, — som han udtrykker det i ovennævnte Brev, — „Lidelsen
til Sagen".
Som Nietzsches legemlige Lidelse blev Anledningen til hans
ydre Ensomhed, saa findes ogsaa i hans psykiske Lidelsestilstand en
1) „Gives der — en Forkærlighed for det Haarde, det Gyselige, det Onde,
det Problematiske i Tilværelsen, af Velbehag, af overstrømmende Snildhed, af
«elve Overfloden? — — — Gives der maaske — et Spørgsmaal for
Sindssygelæger — en Sundhedens Neurose ?’’ (Forsøg paa en Selvkritik til den nye
Udgave af „Geburt der Tragödie im Geiste der Musik." IY og TXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
