Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.143
ikke lade os brænde for vore Meninger," hedder det i „Der
Wande-rer und sein Schatten", „vi ere ikke saa sikre paa dem. Men maaske
derfor, at vi tør have vore Meninger og tør forandre dem." Og
endvidere giver han denne sin Tænkemaade Udt^k i de skønne Ord"
„Hold. aldrig noget tilbage og forti aldrig noget for Dig selv, som
kan tænkes imod Din Tanke. Dette Løfte maa Du give Dig selv -r
Det hører til den allerførste Kedelighed i Tænkningen. Du maa hver
Dag tillige føre Dit Felttog mod Dig selv. En Sejer og en erobret
Skanse er ikke mere Dit Anliggende, men Sandhedens, — dog ogsaa
Dit Nederlag er ikke mere Dit Anliggende!" Herover staar som
Titel: „Hvorvidt Tænkeren elsker sin Fjende." Men denne
Fi’ende-kærlighed er opstaaet af den dunkle Anelse, at der maaske skjuler
sig en fremtidig Fælle i Fjenden, og at det kun er den Overvundne,
der skrider frem til nye Sejre: den opstaar at den Anelse, at for ham
er den sig selv stedse lige smertelige Selvforvandlingens Sjæleprøve
en uundgaaelig Betingelse for al Skaberkraft. „ A anden er det, som
redder os fra at gløde ud og blive til døde Kul. — — Udløste af
Ilden, skride vi saa, drevne af Aanden, fra Mening til Mening, — —
som alle Tings ædle Forrædere." (Menschliches, Allzumenschliches,
I. 637.) „— vi maa blive til Forrædere, øve Utroskab, stadig
paany prisgive vore Idealer." Denne Ensomme maatte ligesom
mangfoldiggøre sig selv, dele sig i en Flerhed af Tænkere, efterhaanden
som han lukkede sig af i sig selv; — kun saaledes formaaede han
at leve aandeligt. Driften til at saare sig selv udgjorde kun en Del
af hans Selvopholdelsesdrift: kun idet han stadigt paany styrtede sig
ind i Lidelser, undløb han sine Lidelser. „Usaarbar er jeg kun paa
min Hæl! — — — — Og kun hvor der gives Grave, gives der
Opstandelser! — — — Saaledes talte Zarathustra;" (II 46) — Han
til livem Livet engang sagde denne Hemmelighed: „Se, sagde det,
jeg er det, der stedse paany maa overvinde sig selv." (II 49.1)
Paa Grund af denne Drift udviklede lian sig niere, end lian selv vilde
vide af. til liin „Erkendelsens Don Juan", som han skildrer saaledes: „Med sin
Aand nyder lian og fryder han sig over Erkendelsens Jagter og Intriger — op
imod Erkendelsens højeste og fjerneste Stjerner! — indtil der tilsidst ikke
levnes ham noget at opjage og opøve mere, end det absolut
Smertebringende i Erkendelsen, lig Drankeren, der tilsidst drikker Skedevand og Absinth.
Saaledes begærer han tilsidst Helvede — det er den sidste Erkendelse, der
forfører ham. Maaske skuffer denne ham ogsaa, som alt, livad der er
erkendt! Og saa maatte han i al Evighed blive staaende, fastnaglet til
Skuffelsen, med Attraa efter et Erkendelsens Aftensmaaltid, der aldrig mere bliver
ham til D^l! — ti hele den store Tingenes Verden ejer ikke en Bid Mad for
denne Sultne."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
