Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.441
begær som en ubønhørlig fastslaaet Rangforordning mellem de
forskellige Drifter.x)
Man ser, her er Punktet, hvor Muligheden af en Selvhævdelse
som et Hele gennem alle Enkeltdrifters Lidelse er gaaet op for Nietzsche.
Her ligger, som indesluttet i et Knopsvøb, hele den oprindelige
Betydning af hans senere Dekadence-Lære med dens Grundtanke: det
er muligt at naa til en højeste skabende Evne ved en stadig
Beredvillighed til at lide og lade sig saare. Med ét Ord: her gik
Betydningen af Heroismen som Ideal op for ham. Det var hans egen
kvalfulde Ufuldkommenhed, der drev ham i Armene paa Idealet og
dets Tyranni: „Vore Mangler ere de Øjne, hvormed vi skue Idealet."
(Menscbliches. Allzumenschliches, II 36).
„Hvad gør heroisk? Paa samme Tid at gaa sin højeste Lidelse
og sit højeste Haab imøde," siger han (Fröhliche Wissenschaft 268).
Og jeg vedføjer herunder tre Aforismer, som han nedskrev til mig,
hvilke med ganske særlig Skarphed synes mig at tydeliggøre hans
Opfattelse :
„Modsætningen til det heroiske Ideal, er den harmoniske
Al-Udviklings Ideal, — en skøn Modsætning og tillige en, der er meget
attraaværdig! Men kun et Ideal for grundgode Mennesker. (Goethe
f. Ex.2)."
Endvidere: „Heroisme — det er det Menneskes Tænkemaade,
der efterstræber et Maal, holdt imod hvilket det selv slet ikke mere
kommer i Betragtning. Heroisme er den gode Vilje til den absolute
Selv-Undergang."
Dernæst: „Mennesker, der stræbe efter Storhed, er
sædvanligvis onde Mennesker; det er den eneste Maade, hvorpaa de
udholde sig selv." Ordet „onde" maa her ligesaalidt som ovenfor
Ordet „gode" tages i Betydningen af den gængse Dom, eller
overhovedet i Betydningen af nogen Dom, men kun som en Betegnelse af
en Omstændighedernes Beskaffenhed : og som saadan betegner det ror
Nietzsche stedse den „indre Krig" i en Menneskesjæl — det Samme
som han senere kalder „Anarki blandt Instinkterne". Under hans
x) „At maatte bekæmpe Instinkterne — det er Formlen for Dekadencen:
saa længe Livet gaar opad, er lykke lig Instinkt," siger han
(Götzen-Däm-merung II) og adskiller derved Dekadenten fra den fødte Herskernatur.
e) Forresten opfatter Nietzsche paa denne Tid Goethe helt anderledes end
nogle Aar senere. Han ser i ham endnu sin egen uharmoniske Naturs
Antipode — senere derimod en ham dybt beslægtet Aand, der ikke var harmonisk,
men derimod omskabte sig, ved at udforme og hengive sit Jeg, til det
harmoniske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
