Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.442
sidste Skaberperiode har Billedet af derme Sjæletilstand ad en bestemt
Tankeudviklings Vej udvidet sig for ham. til Menneskehedens
Kultur-billed; Løsenet lyder der: Indvortes Krig = Dekadence, og Sejr =
Menneskehedens Selvundergang til bedste for Tilvejebringelsen af en
Overmenneskehed. Men oprindelig drejer det. sig lor ham kun om
hans eget Sjælebilled.
Han adskiller nemlig det harmonisko eller sammensluttede og det
heroiske eller mangespaltede Naturanlæg som de to Typer paa det
handlende og det erkendende Menneske, med andre Ord: den
Typus, der fremstillede dets Væsens-Modsætning, og hans egen.
Det handlende Menneske bliver for ham den Udelte og Uopløste,
Instinkt-Mennesket, Herskernaturen. Naar denne følger sin naturlige
Udvikling, maa hans Væsen tilspidse sig stedse selvsikrere og fastere
og udlade sin sammentrængte Kraft i sunde Gerninger. De
Hindringer, som Yderverdenen muligens stiller op imod ham, indeholde tillige
en Spore og Tilskyndelse til at handle: ti Intet er ham naturligere
end den tapre Kamp udadtil, og paa intet Omraade kommer hans
ubrudte Sundhed saa stærkt tilsyne som netop i hans Krigsdygtighed.
Lad hans Intelligens være lille eller stor: i hvert Tilfælde tjener han
denne friske Væsenskraft og Alt, hvad dér fremmer og tilfredsstiller
den — han har i sit Livsmaal ikke sat sig op imod den, han har
ikke opløst den, han følger ikke egne Veje.
Paa ganske anderledes Maade forholder det erkendende Menneske
sig. Istedenfor at søgo efter en fast Sammenslutning af sine Drifter,
der kunde beskytte og opretholde dem, lader han dem sprede sig saa
langt som muligt ud fra hverandre; jo bredere det Omraade er, de
lære at omslutte, desto bedre, jo flere Ting, de udstrække deres
Følelser til og beføle, se, høre, lugte, desto dygtigere ere de til Brug
for hans Øjemed — Erkendelsens Øjemed. Ti for ham er Livet nu
blevet „et Middel til Erkendelse" (Fröhliche Wissenschaft 324), og han
tilraaber sine Fæller: „Vi selv ville være vore Eksperimenter og
Forsøgsdyr!" Saaledes opgiver han sig selv frivilligt som Enhed, —
jo mere polyfont hans Subjekt er, desto kærere er det ham:
„Skarp og mild, grov og fin,
Hyggelig og selsom, smudsig og ren,
Stævnemøde for Taaben og den Vise:
Alt dette er jeg, vil jeg være,
Paa samme Tid Due, Slange og Svin!"
(Fröhliche Wissenschaft, Scherz, List und Rache II).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
