Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.451
— hvem aftørrer dette Blod af os ? Med hvilket Vand skulde vi kunne
rense os?––Er ikke denne Gernings Storhed for stor for
os? Maa vi ikke selv blive til Guder for at synes den værdig? Aldrig
gaves der en større Gerning, — og hvem der saa fødes efter os, hører
for denne Gernings Skyld ind i en høiere Historie, end al Historie
indtil nu har været!"–—
Svaret paa dette Udbrud af Kval og Længsel gav Nietzsche sig
i sin sidste Skaberperiode med Zaratliustras Ord (I Slutning) : "Døde
ere alle Guder: nu ville vi, at Overmennesket skal leve!" — og
udtalte dermed sin Filosofis inderste Sjælegrund.
Længslen efter Gud bliver i sin Kval til en Stræben efter
Gud-Skabelse, og denne maatte nødvendigvis ytre sig i
Selv-Guddom-meliggørelse. Med sikkert Blik erkendte Nietzsche i det religiøse
Fænomen den uhyre Gennemlevelse af det mest individuelle
Forlangende, Viljen til den højeste Selvsaliggørelse. Denne Individualisme,
der udgør Kernen i al Beligion, denne "sublime Egoisme", der
strømmer naivt og frit ud i al Religion, idet den tror at henvende sig til
en udefra givet Livs- og Gudsmagt, blev i ham, den "Erkendende",
kastet tilbage paa sig selv. Og saaledes naar han da til det Punkt,
hvor han tilegner sig den ham af Forstanden paatvuugne Gudløshed
med den formastelige Slutning: "Hvis der gaves Guder, hvorledes
holdt jeg det da ud, ikke at være Gud! Altsaa gives der ingen Guder."
Disse Ord staar i anden Del af "Also sprach Zarathustra" (6); til
dem kan endnu føjes hine andre (55): "Og Tilbedelse vil der end
være i Din Forfængelighed!" I dem udtales den Fare, der svæver
over den "Ensomme" og "Enkelte", som maa spalte og fordoble sig.
"Der er altid En for meget omkring mig.–-Altid En Gange
En — det bliver i Længden To !" (Also sprach Zarathustra I 76).
Den Maade, hvorpaa han stillede sig til denne Tohed, hvorpaa
han satte sig til Værge imod den eller gav efter for den, og det, hvori
han hvergang søgte den — alt dette betinger hans Erkendelses
Omskiftelser, saavelsom hans forskellige Aandsperioders
Ejendommeligheder — indtil endelig denne hans Tohed blev til Hallucination, til
Vision og legemligt Væsen, der formørkede hans Aand og kvalte hans
Forstand. Han formaaede ikke at værge sig imod sig selv længere :
Dette var det dionytiske Drama om "Sjælens Skæbne" (Zur
Genea-logie der Moral, Vorrede XIII) i Nietzsche selv. Ensomheden i
dette Indvortes-Liv, ved Hjælp af hvilken Aanden stræber at naa ud
over sig selv, er intetsteds dybere og smertefuldere, end da det lakker
acl Enden. Man kunde sige, at den stærkeste Mur i denne
skæbnesvangre Selvtilmuring var det sitrende, straalende og guddommelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
