Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - René Doumic: Den litterære situation i Frankrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den litterære situation i Frankrige.
57
’hvilken der skulde spire, voxe og udfolde sig en hel flora af
usundheder.
Den ældste og vigtigste af disse sygdomme var dilettantismen.
Franskmanden, som tidligere havde været bekjendt for sin lidt
kortsynte bonsens, for sin lidt snevre klarhed, opdagede pludselig
i sit indre en ny intelligens, som var forstaaende uden grænser.
Ingen tanke syntes ham længere sand eller falsk, men sand og
falsk efter hinanden eller paa samme tid. Han opdagede ikke
længere nogen væsentlig modsætning mellem godt og ondt.
Idel-heletaget ingen skarp distinktion paa noget omraade, men kun
umerkelige nuancer, der opløste sig i hverandre gjennem en
række af forskjellige grader. Ingen paastand, som ikke strax
maatte finde sit korrektiv i den modsatte paastand. En ny rhetorik
underviste i at låve kløgtige overgange, saaledes at slutningen af
enhver sætning ihjelslog begyndelsen af den. Saaledes draget fra
•den ene pol til den anden i en evig pendelbevægelse blev
menneskeaanden ude af stand til at fixere sig, d. v. s. til at
vælge, drage slutninger og bestemme sig. Det gjaldt at forstaa
alt, tilstede alt. Kun én tilstand var utilstedelig: den som man
blandt de indviede kaldte «den rædselsfulde vished». Oprindelsen
•til denne bevægelse gaar tilbage til Renan, hvis indflydelse har
ruget saa tungt over denne generation, som er gjennemtrængt af
hans aand. Han behagede sig dengang i gjennem frivole
indfald i sin alderdom at udstede et dementi til sit tidligere liv, som
helt og holdent havde været viet en anstrengt søgen efter
sandheden. For sit eget vedkommende vedblev han at være knyttet
til den rationalistiske kritiks principer og opgav aldrig sin
uryggelige tro paa videnskabens fremtid; men for andre anbefalede
han en filosofi, mættet med universal tvil, skeptisk indifferentisme,
ligegladhed. Fra filosofien udbredte smitten sig til hele
litteraturen, til romanen, poesien, theatret, ja endog til kritiken.
Kritikens opgave blev ikke længere at dømme eller at klassificere,
men kun at gjenfortælle alle følsomhedens nuancer med bøgerne
som udgangspunkt. Hvorfra skulde den nu hente sin ret til at
udtale en almengyldig mening, nu da den var reduceret til kun
at notere usikre, skiftende indtryk, som var afhængige af tusinde
aarsager, af kritikerens tilfældige humør og veirets omskiftelser?
Meget faa har modstaaet den almindelige strøm og udsat sig for
at bli mistænkt for dumhed; de er snart talte, som har vovet
at optræde som autoritetens talsmænd med fare for at se sig
.beskyldte for doktrinarismer. Tanken gaar helt og holdent til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
