Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - René Doumic: Den litterære situation i Frankrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den litterære situation i Frankrige.
59
den, som morer sig, er alt kun et skuespil; for den, som tilbeder
sig selv, er alt til kun for at mætte hans forfængelighed,
Denne ironi bidrager først og fremst til at vildlede
følsomheden, som fra det øieblik ironien kom ind i vor litteratur,
uophørlig har flydt over sine bredder. Efterat litteraturen længe
havde været ufølsom ligeoverfor den menneskelige elendighed,
vilde den i en hast indhente det forsømte og aabnede alle sine
sluser af medfølelse. Den berømmede uskyldigheden og
oprindeligheden, medlidenhed med de fattige, ømhed for dem, som lider,
overbærenhed med forbrydere. Det gjaldt at skabe sig en
barnesjæl og være primitiv uskyldig. Det er kun beklageligt for
udsigterne til denne guldalders komme, at forfatterne var begyndt
med at isolere sig fra sine medmennesker. Hvor skulde de finde
midlet til at sympathisere med dem, som de var saa forskjellige
fra! Og til at elske dem, de foragtede! Denne mildhed, som
lod sig forsone med foragLen, denne godhed, som lod sig forene
med egoismen, denne ømhed uden grænse og fornuft, denne
medlidenhed uden valg, denne passive og uvirksomme barmhjertighed
er for mistænkelig. Disse altfor lidet tilbageholdte udbrud
indgyder mistillid. Man kommer uvilkaarlig til at huske paa, at
eier i en tidligere periode af vor historie fremstod det samme
fænomen, fulgt af de konsekvenser, vi kjender. Allerede henimod
midten af forrige aarhundrede havde hjerterne trang til at udgyde
sig; tidligere tiders l’homme honnëte var nu blevet til l’homme à
sentiments; man var rørt, naar man udtalte saadanne ord som
venskab, man drømte om idyller i Gessners og Florians manér;
man græd sine hede taarer over La Chaussée’s, Sedaine’s og
Beaumarchais’s dramaer; man blev øm ved tanken paa
arbeidernes og bøndernes skjæbne og levede i fællesskab med naturen.
Denne feberagtige sentimentalitet paafulgtes af et udbrud af
vildhed. Det er indlysende, at godhed ikke duer uden en passende
dosis energi, og at den forudsætter en vilje, som er herre over
sig selv. Den sande følelse har ikke mange talemaader til sin
raadighed. Gjennem al denne pathos svinder den smule ømhed,
vi er istand til, og vi har ingenting igjen til brug i det virkelige
liv. Under alle disse fugtige fraser, som afbrydes af hulken,
aner man sjælens haardhed, rede til at lukke sig inde i sig selv,
og hjerternes tørhed, rede til had.
Og vi har nu ved slutningen af aarhundredet seet det samme
onde dukke op igjen, som formørkede dets indgang, og som man
havde døbt: aarhundredets ulykke. Det kom igjen under en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
