Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - René Doumic: Den litterære situation i Frankrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
Rene Doumic.
steder uden at kunne fæste sig eller skyde rødder, er ligesaa
sändt om dette sjælens vagabondliv, vankende fra den ene
sjælstilstand til den anden, uden at sjælen nogensinde kan finde
blivende sted, fordi den intetsteds finder et sikkert ly, forberedt
ved en langsom udvikling gjennem slegterne. — Naar talen var
om det intellektuelle liv, kunde der muligens diskuteres om
kosmopolitismens fordele o g ulemper; men hvad der ikke kan tviles
om, og hvad det i samfundets interesse er af vigtighed at betone,
det er, at moralsk er kosmopolitismen utvilsomt en stor fare.
Det er uundgaaeligt, at en organisme, der angribes saa
alvorlig, blir scenen for mange slags underlige sygdomstegn:
overspændthed af nervesystemet, forstyrrelse af hele organismen paa
grund af lokale læsioner, vildfarelser, illusioner, sanseforvildelser,
besynderlige lyster, som man senere ikke mindes uden rædsel
eller (undertiden) skam. Disse pathologiske uregelmæssigheder
er ikke udeblevet i denne periode af vor litteratur. Vi behøver
kun at nævne Baudelaires efterlignere, Verlaines troende dyrkere
og symbolismens fanatikere. Her er en jagt efter det kunstige
og paradoxale, det, som er imod al sund sans, naar det bare er
fjernt fra det almindelige. Paa en gang mystisk og sanselig
dufter disse forfatteres verker af udskeielser og liglugt, man
overværer forraadnelsen.
Dilettantisme, ironi, føleri, pessimisme, mani for alt fremmed,
mystisk sensualisme, alle disse sygdomme, hvoraf jeg her kun
har nævnt de vigtigste, optraadte omtrent samtidig i den franske
sjæl. Man forstaar, hvilket ødelæggelsens arbeide de har kunnet
udøve, hvorledes de i stille virksomhed har kunnet undergrave
dens sundhed. At opløse det, som skulde danne en helhed, at
skille det, som skulde være samlet, — det er det hurtige resultat
af alle disse ødelæggende elementers arbeide. Denne splittelse af
kræfterne faar sit udtryk i den uforskammethed, hvormed ethvert
individ erklærer, at han kun behøver at kjende sig selv, og at
ingen anden vedkommer ham end han selv. Og den samme
deorganisation finder sted i enhver individuel sjæls indre. Husk
bare paa den stakkars Amiel, hvem misbrug af analyse og
dilettantismen havde gjort ude af stand til at fatte nogen virkelighed,
endog sin egen existense. «Hvor jeg er saarbar!» sukker den
stakkars månd. «Dersom jeg var far, hvormange sorger og
ærgrelser vilde ikke et barn kunne gjøre mig! Hvis jeg var gift,
vilde jeg have tusen maader at lide paa, fordi der er tusen
betingelser for min lykke. Jeg har altfor tynd hud over mit hjerte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
