Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene I - Scene II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100 Adolf Langsted.
Olaus.
Min sjæl har jeg forskandset bag denne klosterborg,
men muren tit slaar revne og brister til min harm;
thi maa jeg forbund slutte med vintrens stærke arm.
Med sneens dige højner den hver en nedskudt vold,
med isens panser hoder den hvert forhugget skjold.
Den ejer stærke vaaben, som kun de stærke faa;
men den har og symboler, vel værd at agte paa.
Er denne kamp mod vejret i frost mod sne og slud
et billed ej paa livet, naar det er liv i Gud?
Niels.
Ak! I har sorg i sinde. Gud svale Eders hu!
Nu vil jeg gaa at tænde.
Olaus.
O nej! tænd ikke nu.
Er ej den milde skumring et nænsomt taageslør,
der drages for deri glæde, der nu med dagen dør.
Jeg lider denne skumring, der lig en moders haand
al jordens smerte dækker saa tyst og redebon.
Forjag den ej, jeg beder. Men gaa, i fald du vil.
Jeg har en bedetime, for natten stunder til.
(Niels ud.)
SCENE II.
Olaus
(alene).
En bedetime! — Bede! — — Som om jeg det forstod.
Mig tynger alle dage saa angerfuldt et mod.
Mit hjærte er formørket som af en uvejrssky,
det er min ungdoms vunde, der bryder op paany.
Jeg stærkere mig tro’de, men ak! jeg er kun svag,
det kjender jeg med smerte og — blussel nat og
dag-Ej noget væsen skabtes til fangeliv i bur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
