Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Engelsk kunst - Robert de la Sizeranne: Sir John Everett Millais
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Kngel.sk kunst.
over gjensynet. En anden gang viser han os «Hjemkomsten
fra Krim»: en saaret soldat udhviler sig i sin familiekreds
efter krigens strabadser, børnene fornøier sig med legetøi,
hvoriblandt mtn finder en bjørn, en hane og en løve, man forslaar
strax hele schemaet over det orientalske Spørgsmaal. — Derefter
lader ham alle tragiske par, hvem en tragisk skjæbne ventede,
passere forbi vore øine: «Hugenotten», «Effie Deans», «Lucia
af Lammermoore» «den sorte husar fra Braunschweig». Saa ser
vi «den forviste royalist» skjult i en træstamme, kyssende den
puritanske elskedes haand, der rækker ham brød. Her en som
munk forklædt spanier, hvis elskede trues af en autodafe, og
som derfor hjælper hende i hendes flugt. Saa morer Mi!lais sig
med en familieerindring: «Min første prædiken» eller kvikker
sig med en historisk anekdote: «Raleighs barndom». For at
faa tilgivelse for denslags banale sujetter, maa man behandle
dem med geni, og Millais behandler dem desværre ikke med
geni. Hans fantasi er hverken meget livlig eller meget
omfattende. Man føler nok, at han ikke har søgt meget; men man
ønsker næsten, at han havde søgt mere, eller at han ialfald
havde fundet noget. Hvergang han maler en kjærlighedsduet,
posterer han sine to helte nøiagtig slaaende paa samme maade
ligeoverfor hverandre. «Hugenotten» «Braunschweigerhusaren,»
«Den omvankende ridder», «Ja eller nei?», «Effice Deans» har
alle den samme stilling. Og denne ensformighed bøder han
ikke engang paa ved nogen synderlig kraft i bevægelsen.
Stillingerne er vistnok rigtige, masserne godt i ligevegt, de parallele
linjer trukket paa det rigtige sted, og der er egentlig ingenting,
man kan udsætte paa ham. Men der er ingen opfindsomhed.
Foran Effie Deans og Lucia af Lammermoor staar man næsten
og savner Paul Delaroche. Disse baggrunde af sten eller trær
minder om Robinet i virkningen og om Bougereau i tonens
sandhed. Malet med det samme relief som hovedfiguren, træder
baggrunden ind i samme plan som den og forstyrrer saaledes ethvert
luftperspektiv. Kompositioner som «barnet med sæbeboblerne»
er vistnok, med undtagelse af tegningen, temmelig udadlelige;
men de mangler alt dette, som udgjør et kunstverks storhed ; og
hvad undfangelse og sujet angaar, saa kunde man med den
samme nydelse se paa de dukker, som Miiller viste os, og som
fyldte sin papas lommeur med creme. Det er «genre» i hele sin
dumme og triumferende indbildskhed; genre d. v. s. efterabeise
•af det store maleri, malerkunstens parvenu, som anser sig for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
