Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt: Digte - Pan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PAN.
Som af at gruble det forlængst er træt,
i sommernattens halvlys stumpsint sænket,
hist hviler sig et fjeldvand ødsligt — bredt,
hvis vildhed blev af vidderne det skjænket.
Dog skjult af sivet langs med breddens rand,
hvor end en rest af solnedgangen lyser,
der sidder han, naturens store Pan,
af åldren krumbøid, vaad, forstemt og fryser.
Sig lager han en fløite af et rør,
som mellem siv og græs han skjælvhændt bryder,
og blæser, som saa tidt han gjorde før,
men hører selv, hvor klageligt det lyder.
Det lyder, som om dværgbirk, lyng og bæk
med viddevindens røst ham sorgfuldt svarer,
at alt er længst han død. — Saa vild en skræk
bråt gjennem marg og blod ham livssygt farer.
Men blaakoldt, alvorsstrengt staar som paa vagt,
skjønt alt i øst den første ildsky brænder,
et gammelt snefjeld, sikker paa sin magt. —
— Sin fløite Pan har knækt med valne hænder.
Nils Collett Vogt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
