Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Alfred Eriksen: Ret og moral - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Het og moral.
165
retsformandens fangende spørsmaal, uttrykket i lagrettens
ansigter, stemningen i hele salen, alt taler om hvor
for-følgelseslidenskapen er tændt. Beviserne er svake og den
tiltaltes sluhet spænder og hidser nerverne. Det ser en
stund ut som om han allikevel skal undslippe. Men et
for et tilstoppes alle huller. Vildtet ringes i snævrere og
snævrere kredse. Nu sitter han fast; men han
nægter-fremdeles. Det er fuldstændig unyttigt. Det øker
forfølgernes lidenskap, og rla dommen oplæses, er det med en glad
mættelse alle hører, at clen lyder- paa lovens strængeste straf.
Den anklagede ejer intet, som kan vække vor
medlidenhet. Og dog sitter vi der og følger jagtspillet med en
stigende væmmelse, en dirrende harme, et svulmende hat
til hans forfølgere. Hvem av dem skal jeg hate hetest,
denne bjæffende offentlige anklager eller disse enfoldige
lag-rettemænd eller den blekfete, veltilfredse lagmand med de
smaa øjne?
Hvilken ret har alle disse til at kaste sig over denne
ene månd, pine ham, jage ham, gripe ham, stænge ham
inde, ødelægge ham ? Fordi de sitter der paa samfundets
vegne mener de, at de uten samvittighed kan gjøre alt dette.
Men hvilken ret har samfundet til at la det ene menneske
faa gaa slik frem mot det andet?
Den ret og pligt som samfundet har til at værne om
en højere retsorden, vilde den blekfete lagmand svare mig.
Men hvem siger mig, at den blekfetes retsbelæring og denne
lov, som hans elendige samfund har faat i stand, har noget
med en «højere retsorden» at gjøre? Hvem siger mig det?
IL
Jeg tar mig for at eftergaa straffemyndighetens og
lovenes utviklingshistorie, og mine følelser for den blekfete
lagmand og hans «højere retsorden» blir ikke mildere.
Jeg maa søke tilbake til naturfolkenes samfundsliv. De
første lovbøker er et fæstnet uttryk for en gammel
sædvaneret, der er vokset ut av de mange skikke, som overalt
om-gjærder naturmenneskets liv. Hvor vi er i stand til at
efterspore skikkenes oprindelse, finder vi at de altid er av
religiøs art. Den religiøse følelse er da her, hvad der for
os vilde staa som overtro og trolddom, og har intet med det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
